hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

For resten melder der sig en ret nærliggende tanke. Hvis der kom et nyt ragnarok,
og det gik Tyskland på samme måde som sidst eller værre end sidst, så
ville dermed ikke være sagt, at man havde fået bugt med nazismen. Det ville ikke
være utænkeligt, når andre folkeslag døjede hårdt under følgerne af de nye verdensulykker,
at den tyske bevægelse midt i sit statslige nederlag arbejdede sig ind
over sejrherrernes grænser. Under alle omstændigheder kræver tiden en øget agtpågivenhed
og ansvarsfølelse.” 86
Advarende toner som disse blev mere almindelige i Flensborg Avis fra
1936. Det var for så vidt en genoptagelse af advarslerne fra februar-marts
1933, og selvom der fortsat blev peget på, at Danmark ikke burde vende
ryggen til Tyskland eller nationalsocialismen, så var det nu igen advarslerne
mere end anbefalingerne, der var trukket i forgrunden. De nordiske
lande havde nemlig “forlængst fundet deres egen linje for en indre frigørelse”,
og afviste derfor “nye systemer” som nationalsocialisme og kommunisme.
87
indmarchen i Rhinlandet – marts 1936
Den 7. marts 1936 genbesatte det tyske militær uden varsel Rhinlandet,
der ifølge Versailles-traktaten skulle være demilitariseret zone. Det blev
anvendt som påskud, at Frankrigs netop havde sluttet en bistandspagt
med Sovjetunionen. Hitler ledsagede indmarchen i Rhinlandet med endnu
en stor fredstale, i hvilken han udmalede de truende konsekvenser for
hele Europa af Frankrigs letsindige samarbejde med Sovjetrusland, fremmanede
billedet af et stort europæisk fællesskab, tilbød en 25-kilometers
afvæbnet zone på begge sider af den fransk-tyske grænse (hvad der meget
belejligt ville føre til nedlæggelsen af det franske forsvarsværk Maginotlinjen),
samt erklærede, at han “ingen territoriale fordringer” havde at
stille i Europa.
“Europa har nået et kritisk vendepunkt”, skrev Ernst Christiansen i en
forside-leder den 8. marts 1936. “Hvis ikke der snart kommer fransk-tyske
forhandlinger i gang, som fører til udløsning af spændingen, er der
den alvorligste fare for, at den bærer hen imod en ny verdensbrand. Om
end Rusland vel nok i øjeblikket holdes tilbage af tanken på Japan, må
der regnes med, at det bestandig vil puste til den ulmende ild. På den anden
side tør der gøres regning på, at England, Norden og de andre småstater
af yderste evne vil søge at styrke viljen til fred”.
Selv mente Ernst Christiansen at gøre sit hertil, når han i en leder den
12. marts 1936 ikke tog parti for hverken den ene eller den anden part,
men for freden:
“Når vi bortser fra ting i selve Tyskland, som det er det tyske folks egen sag at
dømme om, når vi tager det nye Tysklands forhold til de andre folk og her igen
udskiller det ikke helt ordnede mellemværende om det nationalsocialistiske arbejde
blandt tyskere på andre staters grund, så må det indrømmes, at de tyske
gerninger for så vidt ikke har krænket fredstanken, som de ikke har krænket andre
staters grund og livsret, men kun har frigjort Tyskland for pligter, som var
464