hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

det gode for os, at det danske folk med vågent sind tager sig sammen, besinder
sig på sig selv og skaber sin egen linje fremad og opad”. 17
I en epistel den 24. juni 1933 gik Ernst Christiansen endog så vidt som til
faktisk at stille spørgsmål ved det parlamentariske demokrati:
“Udviklingen i Tyskland bærer hen imod, at alle partier afskaffes, at den nationalsocialistiske
bevægelse fylder hele rummet og ledes af førermagten. Om man
helt vil standse den meningernes brydning, som kan virke fornyende og frugtbringende,
eller om man vil søge at ordne denne side af sagen på en ny måde,
som man anser for mere sikret mod misbrug, skal vise sig. Så meget er klart, at
den nye tyske linje er lagt an på en midtsamling af al kraft, som bliver en prøvesten
også for andre lande. Vedbliver disse at følge deres egen hidtilværende udvikling,
så kan de i alt fald i tidens tegn se en stærk tilskyndelse til at underbygge
den og vise dens formålstjenlighed ved at huske på, at partier må være redskaber
i folkets tjeneste. Intet partiskel må have lov til at sprænge den fælles grundvold
fra hinanden. Under og over meningernes brydning må bestandig som afgørende
føles folkets fællesskab”.
Med Ernst Christiansens opfattelse af de danske partier som udtryk for
samfundets forskellige stænder, var springet ikke så stort til en egentlig
korporativ tankegang, hvor en forsamling af repræsentanter for samfundets
forskellige stænder erstattede det parlamentariske demokrati med
dets partier. 18 Dette var tanker, som nød ikke ringe udbredelse i konservative
ungdomskredse (KU), ikke mindst i Sønderjylland. 19 Men ifølge
Ernst Christiansen måtte en sådan udvikling helst tage udgangspunkt i de
allerede eksisterende politiske partier.
Ernst Christiansen havde selv svært ved at forstå, at udsagn som disse
kunne vække modsigelse i Danmark. 20 Han opfattede ikke sig selv som
og var i grunden heller ikke en principiel modstander af det parlamentariske
demokrati. Det var en udmærket styreform, men forudsatte ansvarlighed
og en grundlæggende følelse af samhørighed mellem partier og
parlamentarikere.
“Dansk parlamentarisme føler sig naturligt nok tryg i sin lune havn, men man
skal lige så lidt undervurdere som overvurdere de frø af nye bevægelser, som viden
om bærer ind over landet. Dansk parlamentarisme vil kun kunne bestå ud
i fremtiden, når dens bærere bevidst søger at styrke dens grundvold, når de bestandig
holder sig for øje, at partierne er redskaber, midler, ikke formål, og at de
ikke skal forhindre folkets fællesskab, men i de store afgørende spørgsmål tvært
imod må gøres til at underbygge og udvide det. Om parlamentarismen vil hævde
sig i Danmark, bliver afhængigt af, om befolkningens store flertal bevarer den
overbevisning, at rigsdagsstyret varetager folkets samlede tarv på sund og uselvisk
måde”. 21
Men skulle det parlamentariske system bevares, måtte det forny sig: Redaktør
af den norske avis Tidens Tegn, Rolf Thommesen, havde peget på
fremtidens politik i Norge som “nationalsocialisme uden diktatur”. Det
fandt Ernst Christiansen værd at overveje:
263