hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

forbyde en avis på grund af “urigtige” oplysninger. Hvad der var “urigtigt”,
bestemte den nazistiske rigsindenrigsminister, dr. Wilhelm Frick. 20
Med baggrund i denne forordning blev der i de første måneder efter
magtovertagelsen dagligt udstedt tidsbegrænsede forbud mod aviser og
tidsskrifter i Tyskland. Navnlig ramte dette liberale, socialdemokratiske
og kommunistiske aviser, men ingen ikke-nazistisk avis kunne længere
vide sig sikker mod forbud. Ernst Christiansen kommenterede situationen
i en epistel den 8. februar 1933:
“Hvor er tonedigterne [komponisterne, forf.] dog de foretrukne over for enhver
anden kunst, især over for pennens mænd. Hvad jeg har skrevet, eller rettere fået
trykt, det er trykt og kan straffes eller forbydes. Ethvert styre kan søge det trykte
ord formet i sin ånd. Men tonedigteren er fri. Han kan fortolke på mange måder.
Hvem kan forbyde ham at give udtryk for menneskesindets sorg og kval, dets
tungsind og længsel, dets sejrrige stræben, dets stolte mod og mandige styrke,
dets ufattelige fryd. Alt kan han sige uden om ord og forstand, således at det
umiddelbart føles af et folk”.
Ernst Christiansens egen floromvundne skrivestil var formentlig, som
tidligere nævnt, et forsøg på netop dette: At tale til det irrationelle, at tale
“uden om ord og forstand” til læsernes følelse. Men når Ernst Christiansen
efter den 30. januar 1933 i måske endnu højere grad valgte “tonedigternes”
udtryksform, så skyldtes det også, at han på denne måde kunne
slippe uden om regimets begrænsninger af pressefriheden; han var “fri”
af regimets kontrol og kunne give udtryk for sin personlige mening, uden
at risikere at blive draget til ansvar og uden at statsmagten kunne “forme
det i sin ånd”.
Pennens og ordets folk var efter magtoverdragelsen ganske rigtigt betydeligt
ringere stillet end tonedigterne. Det viste sig med næsten symbolsk
tydelighed den 20. februar 1933, da der blev udstedt forbud og
politiet skred ind imod en kongres i Berlin, indkaldt af Albert Einstein,
Heinrich Mann og Rudolf Olden, og med deltagelse af nogle af Tysklands
største tænkere og fineste kulturpersonligheder. Kongressens tema var:
Det frie Ord. Kronika redegjorde i Flensborg Avis den 21. februar 1933 omhyggeligt
for den bekymring, der på kongressen var kommet til udtryk
for, at alt det, som tyske demokrater havde kæmpet for i 100 år, nemlig
pressefrihed, forsamlingsfrihed, tale- og undervisningsfrihed, nu i praksis
var blevet ophævet som følge af de seneste ugers politiske begivenheder
i Tyskland. Hvordan skulle det være muligt for fremtiden at være journalist
i Tyskland? Jacob Kronika definerede i samme artikel meget klart sin
egen rolle som korrespondent i Det tredje Rige: “Det er ikke journalistens
opgave at sige sin mening om forholdene i Tyskland og om tysk politik.
Lad ham nøjes med at referere kendsgerninger. Dem er der jo tilstrækkeligt
mange af! Så må for øvrigt enhver med opmærksomhed skue og lytte!
Og dertil tænke en smule”.
Dette blev samtidig Flensborg Avis’ grundlæggende linje over for tysk
politik de følgende 12 år. Flensborg Avis, der allerede flere år før Hitlers
magtovertagelse havde haft som erklæret målsætning at forholde sig
191