hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Goebbels var ondskabsfuld nok til offentligt at klage over de tyske avisers
kedsommelighed og ensformighed og skose de redaktører og journalister,
der ikke havde mod nok til at øve kritik mod regimet – men da
f.eks. ugebladet Grüne Post i april 1934 tog propagandaministeren på ordet,
så blev det straks ramt af et tre-måneders forbud og redaktøren sendt
i kz-lejr. 28 Berliner Tageblatt skrev forsigtigt den 4. maj 1934 – gengivet på
forsiden af Flensborg Avis dagen efter –, at pressekrisen med det faldende
oplag havde “offentlige årsager”, og at “myndighederne bør bidrage til at
løse krisen”. Så kunne kritikken vist ikke udtrykkes mere forsigtigt.
Goebbels var dog ikke dummere, end at han tillod enkelte aviser et lidt
større spillerum end andre, netop for at dæmme op for ensformigheden
og nå ud til folkefæller, der ikke kunne drømme om at læse et nationalsocialistisk
dagblad som Völkischer Beobachter eller Der Angriff. Den officielle
partipresse – og med tiden stort set alle regulerede aviser – blev kendetegnet
ved “dæmagogiske overskrifter, sidelange gengivelser af Førertaler,
officielle bekendtgørelser, meddelelser om parti-arrangementer,
anti-semitiske kommentarer”. 29 Partipressen, hvis journalistiske styrke
før 1933 havde været frontalangrebet på regeringen, magtede kun sjældent
omstillingen til regeringsavis. Der krævedes simpelthen en anden
type af medarbejdere, end de revolverjournalister, der sad på partiavisernes
redaktioner, og hvis styrke lå i kampen og propagandaen. 30 NSDAP’s
hovedorgan Völkischer Beobachter nåede aldrig et dagsoplag på mere end
400.000 eksemplarer – et latterligt lille oplag for partiavisen i en ét-partistat
med 80 millioner indbyggere.
For regimet var det ønskeligt, at alle borgerne fik adgang til at læse
regimets paroler. Men man var udmærket klar over, at ikke alle landets
borgere kunne nås ved hjælp af den nationalsocialistiske presse. Disse
måtte så nås ad anden vej. Man vurderede, at det derfor var bedre, at de
officielle nyheder nåede så bredt ud i befolkningen som muligt, end at
der var befolkningsgrupper, som de slet ikke nåede – også selvom det
skulle ske i aviser, som ikke i ét og alt fulgte parolerne. Dette gjaldt for
flere borgerlige aviser i Tyskland – og det gjaldt efter alt at dømme også
for Flensborg Avis. Regimets grundige efterkritik og truslen om slettelse
af die Berufsliste medførte, at selv de ikke-nazistiske journalister var overordentligt
forsigtige og pålagde sig selv en streng selvcensur. Derfor fik
selv en avis som Frankfurter Zeitung med dens kritiske Berliner-redaktør
Rudolf Kircher lov til at fortsætte, også selvom der mellem linjerne her
jævnligt kunne læses forsigtig kritik af regimet. 31 Også andre aviser, som
f.eks. aristokratiets Deutsche Allgemeine Zeitung, Berliner Börsenzeitung, der
opfattedes som Auswärtiges Amts talerør, og Essener National Zeitung, der
regnedes for Görings særlige organ, kunne tillade sig mere end andre
dagblade. Den skade, disse lidt friere aviser gjorde indadtil, kunne holdes
inden for ret begrænsede rammer. Hitler selv havde dog ikke altid
den helt store forståelse for denne differentiering og kunne geråde i raseri,
hvis en artikel, der var særligt kritisk eller som ikke gav udtryk for
det rette nationalsocialistiske sindelag, landede på hans skrivebord. Og
Goeb bels selv veg heller ikke tilbage for at iværksætte rasende kampag-
322