hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dansk-tyske grænseanliggende, der mødte mindretallets repræsentant hos de
ministerielle myndigheder i Berlin, pålægges der selvsagt nu den danske presse
et større ansvar og større tilbageholdenhed både i behandlingen af tyske forhold
og omtale og karikering af tyske personligheder, hvis ikke den viste forståelse fra
tysk side skal udviskes og mulig slå over i sin modsætning. Skulle der efter de tyske
udtalelser og den derefter fulgte reservation i den slesvig-holstenske presse til
trods herfor stadig i den danske presse fremkomme nedsættende omtale af tyske
fremtrædende personligheder og tendentiøse, mere eller mindre overdrevne og
fejlagtige beskyldende fremstillinger af tyske forhold eller Tysklands optræden,
vil Tyskland med nogen ret kunne skyde hele ansvaret over på Danmark, hvis misstemninger
i det gensidige forhold skulle indtræde; det var Danmarks skyld, at
der ikke blev ro!”
Lauritz Larsen havde ud fra disse betragtninger den 5. oktober 1937 taget
kontakt til redaktøren af Sønderborg Socialdemokrat, Frede Nielsen, der
var ham “personligt og gunstig bekendt fra tidligere drøftelser”. Sønderborg
Socialdemokrat havde bragt en karikatur af Hitler og Mussolini med
underskriften Verdens største skuespillere, og det kunne jo ikke gå. Frede
Nielsen erklærede, at Larsen havde haft ret i sin påtale af det forefaldne,
at underskriften på billedet var kommet ind i bladet mod hans vilje, og at
han overfor sine medarbejdere havde givet skarp påtale af det skete. “Jeg
ønsker at tilføje”, sluttede Lauritz Larsen, “at jeg hos Frede Nielsen også
tidligere har fundet fuld forståelse – en forståelse, som hyppigt er svær at
finde, når noget påtales overfor redaktioner – for vigtigheden af, at man
på dansk side – naturligvis med bevarelsen af sine egne statspolitiske opfattelser
– i pressen bevarer en korrekt og objektiv holdning overfor Tyskland
og behandler de særlige begivenheder og forhold i grænseområdet
med behørig objektivitet og uden udfordring overfor tyskerne”. 119
Flensborg Avis forsøgte at fastholde initiativet: Da Nordschleswigsche
Zeitung bragte en større artikel af Rudolf Stehr, “hvori der blev talt op ad
vægge og ned ad stolper om den dansk-tyske grænse og Versailles”, imødegik
Flensborg Avis det prompte som stående i direkte modsætning til
“den fra Berlin tydeligt nok tilkendegivne linje”, og da Flensburger Nachrichten
den 8. oktober 1937 gentog Stehrs artikel, idet man m.h.t. Flensborg
Avis’ indsigelse tilføjede, at det danske blad undlod at bringe beviset for
sin påstand, satte Flensborg Avis den 9. oktober 1937 trumf på: “Som nærværende
blad tit nok har gjort opmærksom på, findes beviset i Flensborg
Avis for den 27. august [1937], i beretningen om det tyske Propagandaministeriums
udtalelser til nærværende blads berlinske medarbejder, en
beretning, som trods dens betydning hidtil er blevet fortiet i den grænsetyske
presse”. Det måtte ventes, at Flensburger Nachrichten nu bragte den,
“først og fremmest de følgende to punkter: 7) Det er ikke til at indse, at en
diskussion som den, der er indledt med pjecen Slesvig og Versailles overhovedet
endnu skulle være af nogen aktuel gavn og interesse. 8) Der eksisterer
for Tyskland i hele det slesvigske område ikke et eneste irredentaspørgsmål,
hverken til den ene eller til den anden side”.
Med Berndts udtalelse havde Flensborg Avis fået et frygtindgydende
og dødbringende våben i hænde, der fuldstændig kunne tage pippet fra
635