hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

net national og social uden klassekamp, må sikkert være målsættende også i vort
land. Den gamle sammenholdets ånd, hvis vingesus vi i den senere tid under truslerne
ude fra har mærket lidt til igen, er noget af det rigtige [fremhævet af forf.]. Men vi
trænger til en mere national og social festlig hverdagsdragt, som vi kun får og opnår
gennem fornyelse. Der skal højere himmel over den enkeltes virke, end vi nu
har, hvis vi igen skal føres opad i vort land i enhver henseende. Du har rørt ved
strengene, som der skal røres ved dem, for at den længsel, der skal til, kan vågne
til bevidsthed i de manges sind. Først når denne er stærk nok, er jordbunden beredt
for det nye. Der er meget mere, jeg kunne have lyst til at skrive, men dette
skal kun være en tak til dig, fordi du i din artikel har rørt ved noget af det, der
skal kaldes på i vort folks sind. Tak du!” 4
Venstremanden A. Grau, der bestemt ikke kunne beskyldes for at være
nationalsocialist 5 , hørte som tidligere nævnt ligesom Ernst Christiansen
til i samme generation af danske sønderjyder, som i begyndelsen af århundredet
under stærk begejstring havde kastet sig ind i nationalitetskampen;
A. Grau personligt som agitator, organisator og national vækker
af den unge generation. Det var tydeligt, at toner i nationalsocialismen
gav genlyd i brystet på dele af denne generation af sønderjyder. De mente
i nationalsocialismens ungdommelige, nationale begejstring at genkende
følelserne og samlingen (“den gamle sammenholdets ånd”) fra deres
egen ungdom. De havde endnu tredive år senere bevaret deres ungdoms
tro; og den erfaring, de havde bragt med sig, var jo netop, at troen havde
været stærk nok til at hente Nordslesvig hjem til Danmark. Den havde
ganske vist ikke rakt til også at hente Sydslesvig med hjem, men dette
havde navnlig været en følge af den manglende nationale tro og begejstring
i Danmark.
Siden genforeningen i 1920 var det ikke ligefrem gået fremad for nationalfølelsen
i Danmark. Det danske folk var gennemgående for optaget af
materielle ting. Danskerne var i national henseende en sløv forsamling –
det gjaldt ikke mindst ungdommen. Samtidens unge havde ikke den nationale
sejr, som genforeningen i 1920 trods alt var, med sig i bagagen.
Men også mange ældre havde lullet sig i søvn og hvilede sødeligt på de
vundne nordslesvigske laurbær, uden at have blik for den store nationale
opgave i Sydslesvig – for slet ikke at tale om at være tilstrækkeligt vågne
til at se den fare for grænsen, som den nye, tyske ånd også udgjorde. Når
nu tyskerne mobiliserede nationalt, så måtte danskerne af ren og skær
selvopholdelsesdrift følge med. Det var dette, de kunne lære af nationalsocialismen.
Og det var dette, som ungdomsstævnerne i forsommeren
1933 viste, at de var ved at lære.
7.2. “Revolution” – Kronikas roman om Hitlers tyskland
Jacob Kronika var en søgende sjæl, letbevægelig og let at begejstre. Han
faldt i forsommeren 1933 med et brag for nationalsocialismen, og i sommeren
1933 begyndte han at skrive på sin siden stærkt omdiskuterede roman,
Revolution – Roman om Hitlers Tyskland. Romanen – og Ernst Christiansens
indvendinger mod manuskriptet, efterhånden som det blev skre-
255