hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Ernst Christiansen gengav i lederen med stor inderlighed sin sindsstemning
og skildrede livagtigt den uendelige ventetid ved radioen – en
Sondermeldung om den kommende tyske regeringsomdannelse var bekendtgjort,
men endnu ikke udsendt: “Det er sildig aften og lampen skinner,
og hvad brygges der sammen derude i den fjerne nat?”
Imens gjorde han sig sine tanker om mindretallets fremtid: Der var
dem, der mente, at skæbnens hjul var ubønhørligt i sine omdrejninger og
at alt gik efter udviklingens lov.
“Ja, men hvad så med vor lille flok? Med de danske forposter? Har de ikke alle
virkeligheder imod sig, alle tal, alle håndgribelige kendsgerninger, al såkaldt
dynamisk kraft, en midtsamling af kræfter uden lige, en planlæggelse i stort og
småt, en årsagssammenhobning, som må udløse tilintetgørende virk ninger?
Jo, det er den ene side af regnestykket. Det ville hævne sig at tage let på den.
Den kan for os betyde mørketid på afgrundens rand. Den kan aldrig betyde vor
tilintetgørelse, når vi ikke selv hjælper til. Det er her, den største fare lurer”.
Men også Hitler, der nu stod på magtens tinde, havde engang kæmpet
sig vej imod den største overmagt – og sejret. Det kunne altså lade sig
gøre.
I Sønderjylland ...
“... fortæller vor overmægtige modpart i folkelivskampen os, at hvad han har
vundet, står fast for alle tider og må uvægerligt øges endnu mere efter livets
lov, men vort lille vinbjerg, vort eneste lam er bestemt til at gå tabt. Det er en forbrydelse,
når vi nærer et håb om vækst og fremgang, det er en forbrydelse, noget
kunstigt, noget upålideligt og forkasteligt, når vi opfylder anmodningerne
fra forældrekredse i Slesvig og Tønning om at oprette danske skoler, forældrekredse,
som igennem årtier har hævdet deres lille skanse mod den utroligste mistænkeliggørelse
og foragteliggørelse”.
En tilsvarende troskab hos tyske mindretal udenfor riget blev derimod
lovprist.
Alt imens de dystre tanker fyldte Ernst Christiansens sind, kværnede radioen
løs:
“Det må være over midnat. Klokken er over halv et. Det bliver snart trættende
med al den musik. Det er, som om musikken selv mærker, trods sine smeltende
lystige klange, at den kun er bestemt til at udfylde en ventetid.
– Giv agt! Giv agt! Nu kan den bebudede særmelding ventes om få minutter!
Der kan tænkes meget i få minutter. Hvorledes er det så i grunden med vor
lille flok? Den tæller jo dog nogle tusinde. Den har allerede gennem slægtled levet
på, at den havde retten og sandheden på sin side. Er ret og sandhed et vigtigt
stykke af de gode sæder – et uforanderligt begreb? Der må svares både ja og nej. I
det øjeblik vi bliver vigtige af vor ejendom og kræver støtte og belønning, uden at
vi selv har gjort os fortjent dertil, bliver vor kostelige skat kraftesløs.
Vor ret og sandhed er en fast kendsgerning, for så vidt som der er tale om
folke arv, en tavs kraft i Sønderjyllands jord, stærkere end alt virkeligheds-hov-
744