hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Nogle uger efter, huskede Kronika senere, kom han selv til København,
hvor han blev kaldt til en samtale med udenrigsminister Peter
Munch, der venligt og pædagogisk rådede Kronika til “aldrig at forstyrre
den fredelige tilværelse og udvikling med alarmerende journalistik” – en
holdning, der pudsigt nok faldt godt sammen med den, Ernst Christiansen
senere udtrykte i sin føromtalte leder af 26. februar 1940.
Kronika opfattede Munchs udtalelse på den måde, at Munch ikke troede
på hans oplysninger; at han slog dem hen. Alting tyder dog på, at
man i det danske udenrigsministerium var klar over faren, men at regeringen
havde indtaget det standpunkt, at det ikke nyttede noget at forsvare
landet imod et massivt militært angreb fra tysk side. Det danske
forsvar var kun indrettet til at afværge mindre neutralitetskrænkelser.
Det, P. Munch formentlig var nervøs for, var en offentlig debat om dette
spørgsmål – dels fordi en god del af befolkningen troede, at landet i givet
fald ville forsvare sig, men sikkert først og fremmest fordi en offentlig debat
om dette spørgsmål udenrigspolitisk set kunne være livsfarlig: Hvis
det kom offentligt frem, at Danmark ikke havde tænkt sig at modsætte
sig et militært angreb, kunne det i en tilspidset situation indbyde en stormagt
til at “overtage” beskyttelsen af landet. Det gjaldt derfor om over
for den danske offentlighed og over for de omkringliggende stormagter
at opretholde det indtryk, at Danmark ville forsvare sig med alle midler
imod et militært angreb, ligegyldigt fra hvilken side det kom. P. Munch
vidste desuden som tidligere forsvarsminister udmærket, at ét var, hvad
generalstabene gik og planlagde – noget ganske andet det, der kom ud af
planerne i en krigssituation. Det ville faktisk være mere bemærkelsesværdigt,
hvis der i den tyske generalstab ikke fandtes nogen som helst planer
for krigshandlinger i eller mod Danmark – om ikke andet så fra Første
Verdenskrigs tid. I princippet adskilte von Jagows udtalelser sig ikke fra
tysk politik allerede i den Første Verdenskrig – og dengang var det jo lykkedes
at holde Danmark udenfor. I betragtning af, at den egentlige invasionsplanlægning
først tog fart i februar 1940, må von Jagows udtalelser
sigte til den almindelige tyske usikkerhed over for, om Danmark havde
evne og vilje til at afværge en britisk neutralitetskrænkelse – og interne,
generelle diskussioner om, hvad man i så fald skulle stille op. 3 Men det
kunne Kronika naturligvis ikke vide.
I januar 1940 begyndte der at opstå rygter om en forestående tysk
krigsudvidelse mod Norden: Norge, Sverige, Danmark og Holland
nævntes i forskellige kombinationer som det næste mål for den tyske
værnemagt. I begyndelsen af marts 1940 tog Kronika hjem til Danmark
via Flensborg. På Bahnhofshotel flød det med militært kommunikationsudstyr,
og det vrimlede med officerer og ordonnanser – det tydede på,
at noget var i gære. Den 12. marts 1940 var Kronika igen hos udenrigsminister
Munch, der forsøgte at berolige den stærkt bekymrede Kronika,
idet han erklærede, at det forhåbentlig ville komme til en forståelse mellem
stormagterne. Munch kritiserede den form, som Nationaltidende gav
mange af Kronikas krigstelegrammer, og henstillede til Kronika, om han
ikke kunne forsøge at påvirke bladets ledelse til at lade krigstelegram-
826