hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dere i gesandtskabet er blevne enige om at ville følge: Fred og forståelse
mellem dansk og tysk, mellem Danmark og Tyskland”. Kronika var
glad for, at hans stilling som korrespondent havde kunnet bidrage til at
fremme “forbindelse og tankeudveksling” med Zahle og Per Faber, hvilket
havde været af den allerstørste betydning for ham. “Hvis det virkelig
er lykkedes for mig gennem min virksomhed i Berlin at være med i arbejdet
for at afslutte gammel dansk-tysk bitterhed og forældet nationalitets-
og grænsekamp, så har den kontakt, som jeg gennem de sidste 4-5 år har
haft til [gesandtskabet i] Alsenstraße 4, en meget betydelig andel heri”. 80
Kronika, der i begyndelsen af september 1937 var på vej til Nürnberg
for at dække partidagen, havde netop den 5. september 1937 modtaget
en ekstra-indbydelse; “jeg skal tage kjole med (Hitler-festaften i operaen);
jeg tror, denne indbydelse har forbindelse med Der Schleswiger-affæren”. 81
Kronika var med andre ord ret sikker på at have bidraget til en endelig
tysk anerkendelse af grænsen, og måske – hvem kunne vide det – ville Hitler
selv bekræfte dette i personlig samtale.
Også i rigsdansk presse havde man taget ministerialråd Berndts udtalelser
om grænsen særdeles alvorligt. F.eks. havde Kristeligt Dagblad den
29. august 1937 kaldt samtalerne “enestående i den tyske stats historie”,
og det var “en fuldstændig miskendelse af, hvorledes et stormagtsapparat
som det nuværende tyske virker” at tro, at udtalelserne blot var “et
ministerielt eksperiment uden større konsekvenser”. Nu gjaldt det fra
dansk side om at tage imod den fremstrakte hånd, og Kristeligt Dagblad
gik skarpt i rette med Nationaltidende, der ikke just havde udtrykt tillid til
de tyske udtalelsers oprigtighed.
Også læsere af Flensborg Avis udtrykte deres store glæde over denne
tilsyneladende tyske anerkendelse af grænsen. Avisens gamle ven og
fælle, næstformand i Grænseforeningen Peter Grau fra Pøl, gratulerede den
31. august 1937 Ernst Christi ansen hjerteligt: ”... et tysk overgreb formåede,
som bevidst at vække hver eneste fuglerøst i den danske bladskov
til protest og fordømmelse. Som fordum, er det tysk anmasselse og overgreb,
der kraftigst fremmer vor agtpå givenhed og vort sammenhold og
borgmester dr. Kracht lader ikke d’herrer Sievers og Peperkorn beholde
teten i herostratisk be rømmelse. Når mon han får sit belønnende fald op
ad trappen”, spurgte Grau med en hentydning til både Peperkorns og
Sievers’ skæbner. “Hvor er han sikkert blevet [for]bandet og fordømt i
Berlin i den sidste uge”. Ernst Christiansen havde nu i Berlin “vundet en
meget velfortjent og betydningsfuld sejr. Langt større end ved modtagelsen
af et omsvøbsfuldt og udglattende svar på det ‘åbne brev.’ Der Schleswiger
forbudt som dagblad, javel! – det blev ikke ændret tilbage. Men
har alle husstande i Sydslesvig, der nu i snart mangeårevis har fået Der
Schleswiger indlagt i Flensborg Avis ind ad døren, ikke opnået fuld færdighed
i at læse og forstå dansk? Det er min tro, at skaden der kan ske ved
forbudet er meget ringe. Og selvom det da må håbes, at Der Schleswigers
hidtidige medarbejdere kan få erstatning ved et muligt erstat ningsskrift
eller på anden vis, så formoder jeg, at den økono miske aviskonto for A/S
Flensborg Avis bliver ikke uvæsentligt lettet i fremtiden. ‘Ilde gik det, og
611