hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Den danske presse var i de allerførste dage efter den 9. april med få undtagelser
lammet af chok over besættelsen og hæmmet i sin talefrihed, både
af ansvarsfølelse over for samlingsregeringen og af udenrigsministerielle
formaninger – og så naturligvis af besættelsesmagten. Konturerne til
en debat om ansvaret for, at krigen nu havde udviklet sig til også direkte
at omfatte Danmark, begyndte tidligt at vise sig, navnlig i provinspressen,
men først sent i april syntes linjerne imellem bladene at stå skarpt,
omend debatten hele tiden efter overenskomst med Udenrigsministeriets
Pressebureau og mellem bladene indbyrdes blev forsøgt holdt under låg:
Nu gjaldt det om at holde fred indbyrdes; ansvaret skulle nok blive placeret
til rette tid. I mellemtiden lød det stadige omkvæd i pressen, at befolkningen
skulle udvise ro og værdig optræden. 14
Kun få og spredte nyheder nåede i de første dage efter besættelsen
med enkelte danske aviser ned over den lukkede grænse. På Flensborg
Avis havde man ikke kendskab til hverken overenskomst eller pålæg, og
de ledende artikler i Flensborg Avis adskiller sig derfor ganske markant
fra lederne i den øvrige danske presse, hvor emnet den niende april ikke
blev berørt tilnærmelsesvis så frimodigt, som det skete i Flensborg.
For Ernst Christiansen blev den 9. april 1940 anledningen til stærkere
end nogensinde at kalde til national selvransagelse og samling. I hans ledende
artikler i dagene efter besættelsen oprulles i koncentreret form hele
den nationale forestillingsverden, der havde domineret hans ledende artikler
i den foregående snes år. I den tyske besættelse af Danmark så han
bekræftelsen på, at han havde haft ret: Besættelsen ville næppe have fundet
sted – i hvert fald ikke så let, – dersom Danmark og danskerne havde
fulgt den af ham udstukne nationale linje. Men nu måtte alle skæl være
faldet fra det danske folks øjne og tiden langt om længe være moden til
selvransagelse og folkelig samling om forsvarsvilje og national selvhævdelse.
Set i det rette perspektiv kunne besættelsen ligefrem betragtes som
en gave til Danmark og danskerne, der så ganske åbenbart havde haft behov
for en kraftig medicin for at tage fat på den indre fornyelse til at blive
et bedre folk med større forståelse for de nationale opgaver. Grænsekampen
1918-1920 havde været en sådan medicin, men tydeligvis ikke kraftig
nok: Dengang havde danskerne ikke som helhed levet op til opgaven,
men Ernst Christiansen håbede, at det denne gang skulle gå anderledes.
Det var derfor også fuldstændig logisk, at Flensborg Avis måtte hilse samlingsregeringen
af de fire gamle partier med glæde. Det var jo netop den
“midtsamling”, Ernst Christiansen hele tiden havde kaldt på.
Dagens Flensborg Avis den 9. april 1940, der bragte de første meldinger
om krigshandlingerne mod Danmark og Norge, indeholdt én af hans
mange små epistler, der antydede, at hans frygt igennem mange år nu
var blevet til virkelighed, men at dette nu måtte give anledning til en fornyet
national indsats: “Lange timers, dages og ugers uvished tager mest
på skrøbelige hjerter og nerver. En vished kan være hårdere end nogen
oplevelse hidtil, men den giver en grundvold, på hvilken menneskesindet
tager fat på en ny gerning. Vor indre styrke må kaldes frem og fornyes,
831