hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

han bemærkede, at han havde set, at der på mødet i Haderslev skulle
“nedlægges en kraftig protest mod bladforbudet mod Der Schleswiger”.
Larsen håbede, skrev han til Birke, at han ikke ville tage ham det ilde op,
når han henstillede, “at der gøres, hvad der kan gøres, for at ikke den
omtalte protest får en for tyskerne alt for krænkende karakter. Ellers kan
det let gå, som det i eventyret gik med bjørnens lab”. Værre var det med
det andet møde, på hvilket Gudmund Schütte skulle tale. Schütte var “jo
noget af en landsknægttype”, og forstod måske ikke altid “at bedømme
rækkevidden af, hvad han siger”, frygtede Larsen. 133 Det gjaldt altså om
at få bjørnene i den danske skov til at holde igen med tjenesterne.
12.19. Auswärtiges Amt intervenerer – oktober 1937
Også i den tyske udenrigstjeneste var man interesseret i fred og fordragelighed.
Men den tyske gesandt i København, Renthe-Fink, var tilsyneladende
ikke blevet holdt orienteret om sagens videre forløb. Den 29.
oktober 1937 skrev han til von Grundherr i Auswärtiges Amt, at han gennem
dansk presse samt et DNB-telegram i Völkischer Beobachter havde set,
at Hinrich Lohse og Ernst Schrøder for nylig havde opsøgt rigsminister
Joseph Goebbels i Berlin for at tale med ham om den danske mindretalspresse
i Tyskland. Efter hvad de danske korrespondenter i Berlin havde
meddelt, havde Propagandaministeriet holdt fast i den hidtidige linje, og
Renthe-Fink troede derfor ikke, at gesandtskabet atter behøvede at tage
stilling til spørgsmålet – men han ville gerne holdes orienteret om sagens
forløb og afstemme synspunkterne med Auswärtiges Amt. “De ved, at vi
her står på det standpunkt, at man i det dansk-tyske grænsespørgsmål
må føre en fremsynet (“weitschauend”) og forsigtig politik, og ikke bør
lade sig vildlede af udfald i den danske presse. Under alle omstændigheder
bør vi ikke ved vor behandling af det danske mindretal i Tyskland
give danskerne et påskud til at gøre livet mere surt end det er for det tyske
mindretal i Danmark, idet danskerne derved får et skin af ret på deres
side”. Skulle der mod forventning være opstået en anden indstilling i
Berlin, så forventede Renthe-Fink at være blevet orienteret; selv meddelte
Renthe-Fink, at han igennem nogen tid havde holdt det for rigtigt overfor
kompetente danske myndigheder at antyde, at de bestemmende danske
instanser i Nordslesvig efter hans mening var begyndt at udvise mindre
god vilje og forståelse. Han havde gjort opmærksom på, at en sådan politik
næppe kunne gavne den fra begge sider tilstræbte almindelige forbedring
af det indbyrdes forhold, og at det heller ikke turde være i dansk interesse,
hvis nationalitetskampen i grænseområdet påny blev skærpet. 134
Von Grundherr svarede den 3. november 1937, at han, så vidt han så
på sagen og var orienteret, kunne fortælle følgende om Gauleiter Lohses
og Ernst Schrøders besøg hos Goebbels, omend han dog ikke var helt sikker
på alle enkeltheder: Forbudet imod Der Schleswiger var naturligvis,
især også p.g.a. måden og begrundelserne, “højst inopportun”. Hvem der
var spiritus rector til forbudet, var von Grundherr “selv i dag ikke helt klar
over. Måske har overborgmester Kracht haft en finger med i spillet, må-
648