hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

videre grænsen”, enten gennem fredelig forhandling “i ‘nordisk ånd’ med
det lille Danmark”, eller ved en ny folkeafstemning i Nordslesvig.
Spørgsmålet var så blot, hvor meget, man ville kræve. Alexander Bogs
havde allerede i juli 1933 overfor Tage Jessen nævnt Højer, Tønder og
Kollund Skov som det absolutte minimum, for “ellers kan vi ikke lukke
munden på slesvig-holstenerne”. De to nationalsocialistiske teoretikere
Hans Günther og Alfred Rosenberg havde begge direkte talt imod en genoprettelse
af Kongeå-grænsen. Spørgsmålene var derfor ifølge Tage Jessen:
Hvorfor tyskerne ville revidere grænsen, hvor langt de ville gå, hvornår
de ville gøre det og hvad der kunne gøres imod det.
Det første spørgsmål besvarede han magtpolitisk: Det drejede sig om
prestige, om at skaffe Flensborg noget mere opland – og om at sikre
begge bredder af inderfjorden til den “kæmpemæssigt voksende marinestation
i Mørvig”. Berlin ville formentlig kræve noget i nærheden af
Tiedje-linjen, hvorimod slesvig-holstenerne, der var blevet kommanderet
til at opgive Kongeåen, nu drømte om en linje ved Genner bugt nord for
Aabenraa. Haderslev amt var under alle omstændigheder opgivet.
Det var vanskeligt at sige, hvornår kravet ville blive rejst. Det polske
mindretals generalsekretær, dr. Jan Kaczmarek, mente om ca. 30 år og en
nazist i Berlin [Bogs, forf.] havde sagt: “i vore børns eller børnebørns tid”.
Samme Jan Kaczmarek havde udtalt, at en eventuel 10-års pagt ville være
“farlig for det lille Danmark”.
Tage Jessen regnede selv med “en 10 år. Begivenhederne kan jo eventuelt
tage fart”. Der var derfor ikke andet at gøre, end at sige nej til enhver
forhandling, men dog sørge for at være i en situation, hvor “vi eventuelt
kan gå med til en ny folkeafstemning”. Dette kunne man ikke i dag, og
derfor var løsningen dels at søge gennem indvandring til byerne at afskaffe
de tyske majoriteter i det sydlige Nordslesvig og dels gennem opmagasinering
af jord til senere brug at afskaffe de tyske majoriteter også
i de sydlige landdistrikter. Problemet var, at “Hejmdal, H.P. Hanssen, J.P.
Nielsen og de andre gode patrioter” i stedet for at handle “snakker og
skriver offentligt om alle de ting, vi bedst skulle tie om”, hvorimod “tyskerne
tier, men handler efter en systematisk plan på lang sigt. Resultatet
er det ene lille fait accompli efter det andet”.
M.h.t. tyskerne “nordiske indstilling” var Tage Jessen enig med la Cour
i, at den “faktisk er ægte ment – d.v.s. til en vis grad!” Men sympatier
betød ikke meget i udenrigspolitik, og Berlins “nordiske” indstilling var
vist også mest båret oppe af drømme om herredømmet over Østersøen.
Hovedsagen i øjeblikket var imidlertid ifølge Tage Jessen, at et i militær
henseende isoleret Tyskland ikke kunne undvære “det lille Danmark som
spisekammer og Sveriges stål etc. Stod det til det tyske militær alene, kan
De stole på, at vor landbrugseksport ville blive stærkt forøget! Men der er
jo det tyske landbrug at tage hensyn til”. 27
Dette meget konkrete trussels-scenario, der deltes af alle tre førende
penne på Flensborg Avis, sætter bladets forsigtige linje og stadige irettesættelser
af dansk presse i perspektiv. Men det var samtidig en linje, som
gang på gang kaldte på dansk kritik.
423