hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

hårde krav til sig selv, som de store omvæltninger tvinger frem, om det forstår,
at der kan blive en genfødelse til sundhed, såfremt smittekilderne skæres bort,
såfremt fraserne og bavlet sættes på plads og sejg og kæk handling bliver forbilledet
for drenge og mænd.
En dansk, der elsker sit fædreland, vil ikke spørge, ikke tøve, men skælver han
i ængstelse for dets fremtid, så vil han omsætte det i et tjenersind, der af yderste
evne forsøger at forene styrke og ydmyghed.
Det er styrke, der kræves, foruden styrke til tålmod, styrke til dåd, en styrke,
som sættes ind dag efter dag og år efter år, og som fornyer sig, netop når den slides
hårdt”.
Det værste var ikke overstået med den 9. april – det ville komme, når
hverdagen satte ind, og her slog ingen “øjebliks-heltefagter” til:
“Om det, der er sket, der har ramt fædrelandssindede danske ind til deres dybeste
hjertegrund, skal blive en vending til bestandig hjemsøgelse, eller om det
i steden for en ulykke engang vil skønnes at have været den første bølgebryder
gennem mørke og utryghed ind i en lykkeligere, tryggere tid – det vil komme til
at afhænge af, hvilke følgeslutninger vort folk drager af sin egen indsats.
Vi vil tro, at nogle letfærdige mennesker altid vil findes, som ikke kender til
national værdighed. De foragtes også af dem, som de slesker for. Men det danske
folks store flertal vil uden tvivl lukke sindet op for dette tidehvervs uhyre alvor
og krav om mands vilje og offermod”.
Det var denne leder, der fik Kaj Munk til den 15. april 1940 at skrive:
“Kære Flensborg Avis. Jeg føler trang til at sige dig, at når jeg holder ud
i disse dage, skyldes det ikke mindst dig. Selv prøvet, forstår du at tale
som hele Danmarks sjælesørger. Gid hele Danmark læste dig. Din Kaj
Munk”. 17 Kaj Munk gav i artikler i Nationaltidende udtryk for tanker, meget
lig Ernst Christiansens, 18 men med den væsentlige forskel, at Ernst
Christiansen ikke rettede anklager imod navngivne mennesker, men imod
mentaliteter, og at han lod formaningerne, der i formen var langt fra så hadefulde
som Munks, omfatte også sig selv.
Ernst Christiansen skrev i dagene efter den 9. april 1940 nogle af sine
allermest dybtfølte, nationale, næsten religiøse ledere, og hos mange vakte
de en genklang, som han igennem de mange foregående år kun havde
kunnet håbe på. Flensborg Avis’ håndtering af besættelsen vakte beundring:
P. Grau skrev den 14. april 1940: “Tak skal du have for din opbyggelige
og kloge og tapre tale i Flensborg Avis. Så mange stortalere mister i
denne tid mål og mæle, og det er intet savn eller tab. Det er fra Flensborg
Avis vi nu skal have oplysning og opmuntring og Gud give jer kræfter til
fortsat helbred og held for eders gode bestræbelser”, og til Chr. Refslund,
der havde bedt Grau skrive nogle opmuntrende ord, sagde Grau: “Nej,
det må du ikke bede mig om, ingen kan gøre det med større skønhed og
myndighed og alvor, mere opmuntrende end Ernst Christiansen har gjort
det i disse dage, vi beundrer ham derfor, vi taler mange gange hver dag
derom, hils ham, tak ham, hils alle dernede”. På Nationaltidende havde
Refslund hørt sætningen: “Vi skal alle gå i lære hos Flensborg Avis; det
blad har så længe vist vejen”. 19 Man mente i avisens linje at se lige netop
835