hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

i den nyoprettede SS-organisation Volksdeutsche Mittelstelle (VoMi), der
kategorisk afviste, at der overhovedet havde fundet overgreb sted. VoMi
kunne støtte sin afvisning til autoritative udtalelser af organisationens
særligt sagkyndige i det dansk-tyske grænseland. Den særligt sagkyndige
var overborgmester Ernst Kracht.
I efteråret 1938 blev yderligere 60 børn ommeldt fra dansk til tysk skole,
og mindretallet klagede igen sin nød. En større delegation fra mindretallet,
herunder flere repræsentanter for Flensborg Avis, deltog i et møde
den 8. november 1938 på overborgmesterens kontor under deltagelse af
Dr. Springorum, det tyske indenrigsministeriums særligt sagkyndige i
mindretals spørgsmål. Også redaktør Ernst Schrøder, der tilsyneladende
havde taget initiativ til mødet, deltog. Mødet havde til hensigt at mindske
den nationale spænding i grænselandet. 83 Men selvom mødet foregik
i fordragelighed, fik mindretallet intet konkret ud af det. Tvært imod
måtte det love at undlade at føre klagerne ud i offentligheden til gengæld
for en smidigere administrativ behandling af enkelttilfældene. Det var et
temmelig tvivlsomt udbytte.
På mødet hos Kracht beklagede dr. Springorum sig over den danske
grænsepresse. Han hævdede, “at Flensborg Avis og derefter hele den danske
presse, uden at afvente en sags opklaring, plejede at give udtryk for
stor forargelse”. Han læste selv til stadighed Der Schleswiger og anerkendte
den delvis, men havde dog “savnet påskønnelse af det arbejde, der
blev gjort i det nye Tyskland også med hensyn til landvinding, udstykning
o.s.v. i Sydslesvig og Holsten”.
Heroverfor protesterede Ernst Christiansen: “Det danske grænseblad
(har) båret sig omvendt ad”, udtalte han, “det var ikke faret ud ved enhver
lejlighed, det danske mindretal havde altid søgt at nå frem ved henvendelser
til de pågældende instanser, men når sagen ikke syntes at komme
nogen vegne, og den danske befolkning med rette blev utålmodig, var
det bladets pligt at tale dens sag og gøre det med mest mulig virkning”.
Der Schleswiger var et tidsskrift med specielle afhandlinger, og han ville
intet have imod, “om dr. Springorum eller en anden fra tysk side tog ordet
heri og om der lejlighedsvis kom et ordskifte i stand”.
Senere udtalte Springorum, at der ganske vist var tilstedt den danske
mindretalspresse “større berettigelse til at udøve kritik end den tyske”,
men han fremhævede, at tonen i den danske presse var vel skarp. Ernst
Christiansen fremførte – ikke ganske uden en ironisk undertone –, at
“den eneste, men også en meget virksom, vej til at blive fri for denne, var
at fjerne ængstelsen og utrygheden fra den danske befolknings sind, så
der efterhånden kunne opstå et tillidsforhold. Det danske mindretal kunne
aldrig blive nogen fare for det tyske rige”; han syntes tværtimod, at
det kunne ”blive et aktiv, når mindretallet under tilfredsstillende forhold
kunne virke for mere forståelse”.
Det ville under alle omstændigheder have gjort det muligt for ham
atter at vende tilbage til en uforbeholden front og bro-linje, der ideelt set
netop indebar arbejdet på at vække forståelse i Danmark for udviklingen
736