hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

måde tjente til forståelse mellem danske og tyske”.
Man fornemmer Ernst Schrøders pen i disse passager, der gik stik
imod Flensborg Avis’ egen selvopfattelse.
Én ting forstyrrede dog ifølge Völkischer Beobachter det eksemplariske
forhold mellem dansk og tysk i grænselandet: Der Schleswiger, der skulle
betjene de mennesker indenfor mindretallet, der ikke i tilstrækkelig grad
var det danske sprog mægtig. “Det kan sikkert anerkendes, at sprog og
sindelag ikke altid og ikke alle steder falder sammen – igennem århundreder,
før folkenes nationale vækkelse, vidste man mellem Elben og Kongeåen
også kun, at man var slesvig-holstener”, hedder det – med en temmelig
alvorlig historisk tilsnigelse, der ikke blev mindre i de følgende udredninger:
“Først den danske chauvinisme med dens stræben efter Ejdergrænsen
fremkaldte det tyske folks vækkelse, og det er ubestrideligt, at i
kampårene 1848-1850 også tusinder af dansktalende nordslesvigere kæmpede
mod den fremtrængende rigsdanskhed”. Men m.h.t. Der Schleswiger
var problemstillingen en helt anden. Det tyske bilag til den danske avis
var nemlig mere og mere kommet “over i hænderne på folk, som det slet
ikke var bestemt for, nemlig i små kliker og cirkler af tyskere, der stod
inderligt afvisende overfor den indre udvikling i Tyskland siden 1933“.
Det var mindretallet i Tønning, som efter tysk opfattelse aldeles ikke
var dansk, men derimod et sammenrend af marxister, kommunister og
Jehovas vidner, der spøgte her.
Hvis Der Schleswiger havde indskrænket sig til alene at behandle danskernes
kulturelle anliggender, så havde netop disse kredse fundet bladet
inderligt uinteressant, fortsatte Völkischer Beobachter. Men Flensborg Avis’
tyske aflægger bukkede under for fristelsen til at indblande sig i Rigets
indrepolitiske anliggender. Og her blev det punkt nået, hvor det nationalsocialistiske
Tyskland ikke længere roligt kunne lade stå til. “Et folkeligt
mindretals blad kan ikke på det tyske sprog diskutere tyske problemer
overfor tyske læsere”. Derved blev forbudet mod Der Schleswiger uafvendeligt.
Den danske presses heftige reaktion på forbudet var “uforståelig”.
De påstande, som enkelte københavnske aviser – langt fra begivenhedernes
centrum – fremsatte, var desuden helt forfejlede, skrev den i München
udkommende Völkischer Beobachter. Hvis danskerne havde indtaget
en helt igennem rigtig og upåklagelig holdning, så havde en indgriben i
Flensborg været unødvendig.
I øvrigt mente Völkischer Beobachter, at man i Danmark undervurderede
de slesvigske folkefællers kulturelle niveau: Det danske kulturarbejde
havde nemlig i flere årtier været meget omfattende, og i de sidste to årtier
havde enhver, der ønskede det, haft mulighed for at lære dansk. Det nationalsocialistiske
Tyskland ville sandelig ikke indskrænke de nationale
mindretals kulturarbejde, men man ville ikke tolerere, at man – som Der
Schleswiger havde gjort – “på det tyske sprog og ud fra fremmed sindelag
behandler Rigets indrepolitiske anliggender, og derved skaber foruroligelse”.
Hvis der rent faktisk skulle findes små dansksindede kredse,
der trods dansk skole- og videreuddannelsesarbejde var henvist til tysk
skriftsprog, så kunne det vel være tilstrækkeligt at henvende sig til dem i
604