hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

valgpligt, som valgretten i grænselandet er”.
Netop på dagen, hvor Nordslesvig stemte sig hjem, måtte mangen
dansk nordslesvigers tanke gå til Sydslesvig, der nu var helt ensrettet,
men “foruden tanken på landsmændene dernede er der tanken på et minde,
som ikke er værd at glemme for hastigt. Mindet om nogle septemberdage
i 1938”.
Her udtalte Ernst Christiansen faktisk så tydeligt, som han nu kunne,
at de danske nordslesvigere skulle påskønne, at de ikke delte kår med de
danske sydslesvigere – men at Tjekkoslovakiets skæbne året før viste, at
de meget hurtigt kunne komme til det, hvis de altså ikke var på vagt!
“Hvor må det danske Nordslesvig kunne føle det som en lykke at holde
afstemningsdag under Dannebrog. Hvor må det, der skiller indbyrdes,
selvfølgelig kunne lægges til side i dyb tak for dette ene, at måtte få lov til
at leve i et fredlyst land, vor slægts land fra Arilds tid, side om side med
de nordiske brødrefolks lande og her bygge på fremtiden, på det høje
nord som frihedens hjem”.
Eller sagt med andre ord: De danske nordslesvigere burde ikke være
indbyrdes politisk uenige, men skulle hellere tage at skønne på, at de boede
i et frit og dansk land.
Flensborg Avis afviste eller argumenterede i løbet af valgkampen løbende
imod de velkendte tyske påstande og udtalelser, der som valgdagen
nærmede sig blev stadigt mere skingre. Det var påstande om Slesvigs
“urtyskhed” eller udtalelser om den “endnu fraskilte” Nordmark; det
var påstande om Nordslesvig som en af dansk misregimente “udpint fattiggård”
og påstande om diskrimination og undertrykkelse af det tyske
mindretal. 129 Denne konstante Kleinkrieg hørte som tidligere nævnt hjemme
på bagsiden i venstre spalte. Men når påstandene fra tysk side blev
for uhyrlige, så rykkede de om på forsiden: Den hjemmetyske kredsleder
og leder af Schleswigsche Kameradschaft (SK), mindretallets pendant til
SA, Haderslev-advokaten Dr. Lauritz Clausen, holdt den 10. februar 1939
i Rendsborg for den derværende VDA-afdeling en tale om forholdene i
Nordslesvig. Talen blev refereret i Schleswig­Holsteinische Landeszeitung
dagen efter.
I Nordslesvig fandtes – ifølge kredslederens udredninger – 50.000 bevidste
tyskere, 50.000 bevidste danskere, 50.000 nationalt set ligegyldige
– og dertil kom 30.000 indvandrede rigsdanskere. De nationalt set ligegyldige
hørte ifølge Clausen “efter hele deres væsen og indstilling” tyskheden
til, og det var om dem, kampen stod. Afstemningen i 1920 var gennemført,
da Tyskland lå afmægtigt på jorden, og “vi vil aldrig hvile (...)
førend det bliver ugyldigt”, råbte Dr. Clausen ifølge referatet. Nordslesvig,
der tidligere havde været et blomstrende land, var nu under dansk
styre fuldstændigt udpint og forgældet. Men nu, hvor nationalsocialismen
havde sejret også i Nordslesvig, var det et spørgsmål om tid, før de
50.000 bevidste tyskere havde fået de 50.000 ligegyldige vækket.
Med lidt fingerregning skulle det følgelig ende med 100.000 tysksindede
nordslesvigere imod 50.000 dansksindede – foruden altså de 30.000
772