hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

for, at Tysklands nabostater “ved en varsom holdning” burde undgå alt,
der kunne kaste Tyskland ud i en krise, der muligvis kunne føre til en
nazistisk magtovertagelse. “Selvfølgelig vil den danske regering vise den
største forsigtighed, men dansk presse, danske foreninger, dansk offentlig
mening har også deres ansvar under disse forhold”, skrev Ernst Christiansen,
der mente, at man måtte kræve “takt og varsomhed af alle, som
indvirker på den offentlige mening”. Det var som talt ud af hjertet på det
danske udenrigsministeriums pressebureau – og en meget passende anledning
til at tale med Kronika.
Konsul Neergaard­Møller tog en snak med Kronika den 4. december
1930, idet han dog ikke videreformidlede Poulsens grausame Salbe ufortyndet:
“Det var mig magtpåliggende at skille mig så nænsomt som muligt
fra det hverv at skulle give ham en røffel, han er jo en særdeles net
mand, og – som han også selv sagde – hele hans stræben går jo kun ud på
at gavne Danmarks sag; han ville være ulykkelig, hvis han ved kejtethed
eller ubetænksomhed slog noget itu i det dansk­tyske forhold”, indberettede
han til Poulsen den 18. december 1930. “Jeg sagde ham det meste af,
hvad Deres brev indeholdt, dog således, at det nærmest tog sig ud som
betragtninger af mig (...) Kun Deres positive bebrejdelse for den fornyede
fremdragning af krigsskyldsspørgsmålet serverede jeg ham ordret efter
Deres brev. Slutningen af brevet beholdt jeg for mig selv”. Kronika blev
“stærkt berørt”, og forklarede, at hans hovedformål var at påvise de “meget
truende farer, der var dukket op i forbindelse med nazi­ og stålhjelmbevægelsen”.
35 Stahlhelm var en paramilitær, stærkt højreorienteret organisation
af krigsveteraner, der var dybt engageret i tysk politik.
Denne diplomatiske røffel virkede tilsyneladende. Neergaard­Møller
kunne i januar 1931 konstatere, at “mine bestræbelser for at opnå større
tilbageholdenhed hos den herværende danske presse i spørgsmål som
Polen, krigsskylden m.m. har haft så tydelige resultater, at det har vakt
opmærksomhed hos tyskerne”. Kronika havde taget irettesættelsen “på
bedste måde”, og kontorchef Poulsen foreslog Neergaard­Møller ved
lejlighed også at fritte sig lidt frem hos Ernst Christiansen, idet det måske
var “uklogt at bringe sagen på bane overfor ham ved direkte spørgsmål”.
36
Kronika tog irettesættelserne i den grad til sig, at da Der Schleswiger
for den 15. januar 1931 uden hans vidende havde indeholdt en skarp
indsendt artikel om Die Ostfrage, ringede han straks den følgende dag
til Neer gaard­Møller og beklagede dybt artiklens fremkomst; han havde
netop siden samtalen søgt at holde Der Schleswiger klar af den slags og
søgt råd “hos den kloge og rolige L.P. Christensen”, og han tog dagen
efter i en signeret artikel nærmest den skarpe artikel tilbage igen, idet han
rådede til besindighed og tilbageholdenhed i omtalen af politiske spørgsmål
i Tyskland. Også Der Schleswiger opførte sig nu ofte som noget nær
en mønsteravis, set fra det danske udenrigsministeriums synsvinkel.
Neergaard­Møller havde også talt om Der Schleswiger med borgmester
Dr. Ernst Kaper i København, der på trods af at han satte stor pris på Kronika
var enig med Neergaard­Møller i, at “det er uhyre farligt at fortsætte
105