hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sind, så strider vi os måske frem til under de hvide hår igen at tro som
barnet på det gode i os selv, i mennesker, at se undrende som barnet ind i
den guddommelig rene og klare lue, som tindrer i det tætteste mørke ved
solhvervstide”. 42
Det var sådanne tanker, som også Jens Jessen havde kæmpet med under
sit fængselsophold i 1890; endda med anvendelse af de selv samme
metaforer. Det var også tanker, som Arne Sørensen, stifteren af Dansk
Samling, gav udtryk for i sit hovedværk fra 1936 Det moderne menneske” 43 ,
men som egentlig udspringer af grundtvigsk tænkning.
Det gjaldt altså om at finde sin barnetro igen i arbejdet for sine idealer.
Så meget var ifølge Ernst Christiansen vist: At ikke kun fornyede barnet
menneskeslægtens tro, håb og kærlighed, men barnet kunne genopstå
i hvert menneskes sind. Der fandtes ikke det menneske på jorden, som
ikke kunne “fornyes med barnesind, om blot det kunne finde vejen eller
nogen kunne hjælpe det med det, ved en revselse eller ved en godhed,
men begge udsprungne af en stor ømhed”, fordi “menneskebørnene er et
stykke af en ufattelig hemmelighed, som er vidunderligere, end selv det
største menneskesind kan udtænke”. 44 Denne “ufattelige hemmelighed”
var den ånd, som Gud havde blæst ind i sit skaberværk: Mennesket.
Ernst Christiansen så i den politiske idealisme, som nationalsocialisme,
fascisme og kommunisme repræsenterede, forsøg på at forny menneskeslægten
og komme nogle skridt videre ad vejen mod en bedre verden,
for hævede de unge idealister sig ikke netop op over egen egoisme og
gik frivilligt ind i et fællesskab, hvor alle trak i den samme retning? Og
den “barnetro”, den blindt begejstrede idealisme, som de unge politisk
vakte mennesker gav udtryk for, var måske et tegn på en slags genfødelse;
et tegn på, at de havde set lyset. Om de så også valgte den rette vej hen
imod lyset, var Ernst Christiansen nu ikke sikker på; og det var heller ikke
sikkert, at der kun fandtes én vej. Det var nemlig meget muligt, at hver
nation skulle finde sin egen vej. Men folkene kunne udmærket gensidigt
inspirere hinanden, og det var grænsegnsbefolkningernes helt særlige opgave
at formidle eventuelle gode idéer hos nabofolkene videre. Når Ernst
Christiansen så det som de danske slesvigeres særlige opgave at tage fat
på nye strømninger i Tyskland og pege på ting, der kunne være anvendelige
i Danmark, så var han netop tro imod sin front og bro-tanke.
6.7. Hvor går tyskland hen? og hvordan skal danmark reagere?
Selvom Ernst Christiansen forsøgte at se det positive i de nye bevægelser,
slog ubehaget ved udviklingen i Tyskland endnu stærkt igennem i
ledende artikler midt i februar 1933. Massemøderne, der via radio blev
transmitteret til ethvert hjem, var “de gode og de slette muligheder drevne
på spidsen”. For tidens åndelige fremskridt svarede aldeles ikke til den
tekniske udvikling: “Er vor tids kæmpemøder med 20.000, 50.000, 100.000
tilhørere et virkeligt fremskridt? Er de mere end en opvisning af den larmende
rangle, som rummer al tidens forsøg på at døve de medtagne nerver
ved stadig stigende orkaner af støj og voldsomhed?” Når han lyttede
203