hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

på grund af tingenes tilstand, som bladet ikke selv er ansvarlig for, behøver meget
store tilskud, hvorimod vi – som De ved – er omgåedes vore lønninger med beskedenhed,
har sparet på meget og i det hele taget har opført os forretningsmæssigt
forsvarligt. Jeg vil også bede om at vi opnår tilladelse til at indføre papiret,
fordi der meget let syd for grænsen kan opstå en vis nervøsitet over for Flensborg
Avis, der slet ikke kender til sådanne besværligheder. Hvor stor imødekommenheden
er over for Flensborg Avis, kender De til fra interviewet med Kronika. [Ernst
Schrøder sigter formentlig her til interviewet i juli 1942 til Den tyske Ugerevy, forf.].
De vil også have bemærket, at Flensborg Avis på trods at besættelsen af Danmark
på en lang række områder har opnået en meget betydelig imødekommenhed; jeg
er i hvert tilfælde blevet spurgt og jeg har altid anbefalet det. Jeg ville derfor være
taknemmelig, hvis De ville have den venlighed, at lægge Dem i selen for fremskaffelsen
af papiret, så vi gnidningsløst kan bringe denne sag bag os”. 205
Som det fremgår, var det ikke ren altruisme, der drev Ernst Schrøder.
Men det var en ejendommelig særstilling, som de danske sydslesvigere
befandt sig i. L.P. Christensen udtrykte det på et lukket møde i juni 1943
således: “I ti år har vi levet som en lille folkedel indenfor en nation, der
med særlige midler tilstræber den højeste udfoldelse, og nu har vi tilmed
i næsten fire år været undergivet et krigsførende lands hårde vilkår”.
Det gav ikke mindretallet naturlige livs- endsige vækstbetingelser, men
mindretallet havde trods alt en særstilling “på enkelte områder – når der
gås ud fra, at alt i det rige, vi lever i, skal være underkastet ensretningens
lov”. I byer med under 100.000 indbyggere måtte der således kun
findes ét dagblad – alligevel eksisterede Flensborg Avis side om side med
partibladet Flensburger Nachrichten, hvad der – efter L.P. Christensens notat
at dømme – skyldtes en Kronika-aktion. Der måtte heller ikke holdes
kirkelige møder uden for kirkerummene – også her nød mindretallet en
særstilling. I forhold til forrige verdenskrig, “da enhver dansk livsytring
i Sønderjylland var forbudt”, var der også her tale om en “særrettighed”.
Alligevel var de tider, hvor man talte om gensidighed i mindretalsbehandlingen,
forbi. 206
Men intet tyder på, at Flensborg Avis blev forfordelt med hensyn til papirtildeling,
tværtimod. I marts måned 1943 meddelte Reichsverband der
deutschen Zeitungsverlegers Hamborg-afdeling – af egen drift – Flensborg
Avis, at 62 tons papir af det format avisen brugte, kunne overdrages fra
Norddeutsche Nachrichten i Blankenese vest for Hamborg, der i overensstemmelse
med den seneste bølge af avisnedlæggelser – kaldet “rationaliseringer”
– var blevet nedlagt. De 62 tons var tilstrækkeligt til at dække
Flensborg Avis’ forbrug (med det daværende format) i ikke mindre end
et år. Oven på det foregående års vanskeligheder med papirtildeling, var
der ikke noget at betænke sig på: Flensborg Avis købte papiret omgående.
207
En del af dette papir, nærmere bestemt 20 tons, gik i øvrigt retur til
Blankenese mindre end et halvt år efter: En meget bestemt og kortfattet
og i øvrigt redaktionen fuldstændig ubekendt Herr Böhle meddelte den 1.
september 1943, at han havde udtrykkelig “ordre fra OKW” til omgående
at lade det omtalte kvantum af Flensborg Avis’ papir afgå fra Flensborg til
913