hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gelsen af de seks (parlamentariske) kontrolministre fra Venstre og Konservative
den 10. april 1940 var “et vigtigt skridt i retning af den nationale
samling, som tiden kræver, og som svarer til en dyb indre trang i vort
folk”, som det udtrykkes i en leder af Tage Jessen den 6. juli 1940. Der
måtte dog mere til, nemlig en enhedsfront mellem de store partier for at
lade “under de nuværende vanskelige forhold uvæsentlige og forældede
partipolitiske modsætninger træde i baggrunden”. Tage Jessen fortsatte,
formentlig med sigte på røster i dansk-konservativ presse i retning af en
“upolitisk” regering, at der også havde været tale om “et mere forenklet
og virksomt regeringsapparat”, men for det store flertal af den danske
nation – og i særdeleshed for dem, der levede uden for landets grænser –
var håbet, “at der før eller siden ville kunne skabes en virkelig samlingsregering,
støttet af en national enhedsfront, der omfattede de flest mulige
af rigsdagens medlemmer” [fremhævelset af forf.]. For Tage Jessen, der efter
Ernst Christiansens afgang tegnede avisens linje over for indre dansk politik,
var en udenomsparlamentarisk regering tydeligvis udelukket – det
skulle være en regering med rod i Folketinget. At noget sådant lod sig gøre,
“viste sig i to af vore nordiske broderlande” – skrev Tage Jessen – og
sigtede her til Finland og Sverige. Norge, hvor Vidkun Quislings forsøg
på at blive regeringschef i første omgang var mislykkedes, blev derimod
ikke nævnt med et ord.
Den nye ministerliste, der blev præsenteret den 5. juli 1940, mindede
slående om den efter Tage Jessens mening så efterlignelsesværdige politiske
udvikling i Finland og Sverige. Thorvald Staunings fortsættelse som
statsminister betød “en stabilitet, som ikke bør undervurderes”; Staunings
embedsførelse var udtryk for en ukuelig ro, og han havde ofte vist evnen
til på nationens vegne at sige “netop de ord, der skulle siges”.
Munchs udenrigspolitiske linje, der var præget af “fredsvenlighed,
neutralitetsvilje og ønsket om det bedst mulige forhold mellem Danmark
og nabolandene” svarede helt til det danske folks tankegang, og Munchs
navn betød også et værdifuldt element af stabilitet under de ændrede forhold.
Oluf Krag, Wilhelm Buhl, Kr. Bording, Jørgen Jørgensen, Johs. Kjærbøl,
Christmas Møller og Kr. Fibiger fik alle overordentligt venlige ord
med på vejen. “Den nationale samlingsregering i Danmark kan i højere
grad end folketings-parlamentarismens indførelse i 1901 betegnes som et
systemskifte. Man kan næsten sige, at de usædvanlige, alvorlige og skæbnesvangre
forhold som en selvfølge har fremtvunget en af disse fredelige
revolutioner, som vort lands historie har frembudt adskillige eksempler
på i en omtrent 400-årig revolutionsfri udvikling. Ingen kan mere brændende
end vi danske i udlandet ønske, at den politiske samling vil muliggøre
løsningen af øjeblikkets vanskelige opgaver og bane vejen for en
bed re fremtid”, sluttede Tage Jessen.
Dermed var Flensborg Avis så langt fra brokkerierne i flere andre danske
konservative aviser over den “samme gamle regering” som tænkes
kunne. Kaj Munks bitre bemærkninger i Ollerup om, at det for Danmark
var gået værst tænkeligt, fordi vi havde “fået Hitler og beholdt Stauning”
942