hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Bo Bøjesen Rud talte om de to frihedslinjer i Danmark: Grundtvigs og
Brandes’. Det var Brandes’ linje med den personlige frihed, der var ved at
lide nederlag, hvorimod der kunne bygges på Grundtvigs, hvis udgangspunkt
var den åndelige frihed, hvorefter friheden i kirken, i skolen og
egentlig også i erhvervslivet var konsekvenserne. “Den politiske frihed
havde Grundtvig forholdt sig mere skeptisk over for og mere set den som
en opgave end som en ret”. 107
Hans Haarder, der i 1941 overtog Rønshoved Højskole, anerkendte det
nye tyske regimes evne til at begejstre og samle folket, men på debetsiden
regnede han hetzen mod jøderne og styrets militaristiske propaganda:
“Vi må kende vor store nabo og drage lære af hans skæbne. De folkelige værdier,
som diktaturet dernede søger at beskytte gennem magten fra oven, de er også
umistelige for os. Så længe det folkelige, det nationale, det religiøse er grundlaget for
vort demokrati, da er denne styreform i sig selv et umisteligt gode. Men vigtigere end systemet
er den ånd, der bærer det [fremhævet af forf.]. (...) Vi hylder friheden her mod
nord, i modsætning til magthaverne i Det tredje Rige. Men det må ikke glemmes,
at det er friheden under ansvar, der er vort ideal. Den, der blot opfatter friheden
som et middel til at stille krav, den, der kun betragter staten som et forsørgelsesinstitut,
har mistet retten til at leve i et demokratisk samfund”. 108
Også dette synspunkt er så tæt på Ernst Christiansens, som det nærmest
lader sig gøre: Vigtigere end systemet – altså det parlamentariske demokrati
– var den ånd, der bar det – nemlig viljen hos politikerne til at tænke
ud over egne interesser. Dette var den tyske ledelse efter Haarders vurdering
altså tilsyneladende i stand til.
C.P.O. Christiansen selv så tre “stærke positive kræfter” i nationalsocialismen:
Bekæmpelsen af kommunismen, klassesamarbejdet i folkets
tjeneste og forherligelsen af den nordiske race og ånd. Men netop derfor
var der også grund til at understrege det, der skilte: Fornægtelsen af den
åndelige frihed, krænkelsen af retsbevidstheden ved forfølgelsen af politiske
modstandere samt at forherligelsen af den nordiske race skete ved at
nedvurdere andre racer og lægge dem for had. Der kunne derfor ikke være
tale om at efterligne den tyske nationalsocialisme i Danmark, men der
var en længsel efter samling, efter “af vore statsmænd at føres ind på en stærkere
linje, der helt og fuldt kan drages på dansk grund (...) og dog i samklang med det
nye, der rører sig omkring os” [fremhævet af forf.]. Dette var som talt ud af
en leder i Flensborg Avis. Om Ernst Christiansen også kunne følge C.P.O.
Christiansens videre visioner, er et åbent spørgsmål. C.P.O. Christiansen
forestillede sig en stærkere statsmagt, der skulle have suverænitet over arbejdets
organisationer, måske suppleret med et rådgivende, korporativt
landsting. Tanker som disse er forresten ikke ganske ulig Arne Sørensens
om staten stærk og folket frit.
C.P.O. Christiansen sluttede sit oplæg med at fastslå sit standpunkt:
Et nej til tysk nazisme på Danmarks grund; et ja til at også vi trænger til
fornyelse, til økonomisk, social og national samling; et håb om, at dette
må ske med et vågent blik for det værdifulde, der kæmper sig frem i andre
lande”. 109 Dette synspunkt har Ernst Christiansen kunnet underskrive
uden forbehold.
288