hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

– “Det er kun sket én gang”, udtalte L.P. Christensen, “og efter vedkommendes
udtrykkelige ønske”.
– “Ja, det er vist også – så vidt jeg har lagt mærke til det – længere tid
siden”, medgav Johannsen.
– “og sagen forekommer mig ikke meget væsentlig”, fortsatte L.P.
Christensen, “Det skal vi nok undlade for fremtiden”.
– “Så er den i orden. Tak!” 71
Det var straks værre, når påtalerne kom fra et højere sted i systemet –
Reichspropagandaamt i Kiel eller Reichspropagandaministerium i Berlin – og
hvordan påtaleværdige forhold nåede derop, er et godt spørgsmål. Under
sine forhandlinger i Propagandaministeriet den 4. november 1939 i
telefon-spørgsmålet (se s. 813), fik Kronika forevist flere eksempler på “at
en ven i Flensborg stadig er på nakken af os, søger at mistænkeliggøre os,
idet han påstår, vi handler i modstrid med tyske interesser. Har bl.a. vist
et kort over Litauen, vi har bragt”, hedder det i L.P. Christensens notater
efter en telefonsamtale, han førte med Kronika samme dag. Kronika
havde heroverfor erklæret, at dette tilfælde var ganske harmløst, og han
havde henvist til, at den ansvarlige, redaktør L.P. Christensen, ikke var
en hvilket som helst tilfældig mindretalsdansker, men en højt respekteret
mand, der tilmed beklædte en post som rådsherre i byens magistrat. Kronika
havde ligefrem anbefalet embedsmændene i Propagandaministeriet
at indhente oplysninger om redaktør L.P. Christensen på det flensborgske
rådhus hos overborgmester Kracht. 72
L.P. Christensen orienterede konsul Dons-Møller, der den 18. november
1939 indberettede, at Kronika i Propagandaministeriet var kommet
under vejrs med, at der til stadighed tilgik “det nævnte ministerium
henvendelser fra en i Flensborg bosat person, der henleder opmærksomheden
på, eventuelt opfordrer til indskriden mod udtalelser i Flensborg
Avis. Flensborg Avis nærer mistanke om, at en herboende bekendt pressemand
står bagved de nævnte henvendelser. Konsulatet ville imidlertid
være tilbøjelig til at formode, at den pågældende ikke selv direkte befatter
sig med fremsendelsen af sådanne henvendelser, men at disse snarere
fremsendes af en eller to andre herboende personer”. 73 Med andre ord:
Ernst Schrøder, den tyske grænsepresses grå eminence og Flensborg Avis’
onde ånd. Det er klart dokumenteret, at han i efteråret 1939 sendte den
ene henvendelse til Auswärtiges Amt efter den anden. Han har formentlig
heller ikke undladt at gøre Propagandaministeriet bekendt med klagerne.
Flere af de følgende eksempler hører vitterligt til i småtingsafdelingen –
og det er ofte bemærkelsesværdigt, hvor lang tid der gik fra en artikels
offentliggørelse til påtalen faldt. Der synes i flere tilfælde at være en vis
“ekspeditionstid”. Efter al sandsynlighed var denne stadige denunciation
et forsøg på at mistænkeliggøre Flensborg Avis med henblik på at opnå en
udskiftning af redaktionen.
Men at der var grund til bekymring i den anledning blev understreget
af den skæbne, der efter krigens udbrud var blevet det danske mindretals
gamle polske venner og kampfæller til del. Kronika og L.P. Christensen
821