hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nordslesviger.
I slutningen af 1920’erne fremstod Ernst Schrøder – sammen med
blandt andre Harboe Kardel – som eksponent for den unge generation af
tyske grænsekæmpere, der ville bort fra de gamle kampformer og talte
for forsoning mellem danske og tyske og for en fredelig national kappestrid
– på mange måder som en parallel til Ernst Christiansens og Jacob
Kronikas “front og bro”-tanker. Redaktør A. Svensson tegnede i 1929 et
portræt af Ernst Schrøder som manden, der havde æren for, at tysk presse
var blevet en anden efter verdenskrigen og havde lært af begivenhedernes
gang: Efter Ernst Schrøders mening forstod “den gamle retning”
inden for tyskheden i Nordslesvig (og Slesvig-Holsten) slet ikke, at der
havde været ført en “fuldstændig forfejlet politik” i Nordslesvig efter
1864. Dette skyldtes mangel på sagkundskab, og dette var baggrunden
for, at han havde oprettet sit KNS og derigennem forsøgte at oplyse om
forholdene ved grænsen. Kampen måtte efter 1920 føres på langt sigt “for
at komme ud af uføret og omsider få fast grund under fødderne”, udtalte
Ernst Schrøder. “Vor indstilling går ikke ud på – dette må først og fremmest
siges – at tilintetgøre en farlig modstander, men at føre en åndelig
kamp ud fra det særlige synspunkt, at vi i Nordslesvig ikke står overfor
et fremmed folk, men overfor en befolkning, som vi selv er fremgået af,
og endvidere, at vi i Skandinavien har overfor os et folkesamfund, som vi
er knyttet til på mange områder, ikke alene i åndelig henseende”.
I denne som i mange andre holdninger lignede Ernst Schrøder det tyske
mindretals leder, pastor Johs. Schmidt-Vodder. Pastor Schmidt-Vodder
havde som nævnt allerede før Verdenskrigen i sin “Fredsforening”
kritiseret de preussiske myndigheders undertrykkelse af de danske nordslesvigere.
Ifølge Svensson havde Ernst Schrøders “nye toner” været en væsentlig
forudsætning for, at der sidst i 1920’erne havde kunnet skabes en anden
atmosfære om mindretalsspørgsmålet syd for grænsen. Ernst Schrøder
ville søge at hidføre en afspænding af det dansk-tyske forhold, og det var
i denne ånd, han skrev sine korrespondancer. Ernst Schrøder var ganske
vist grænserevisionist; han anerkendte selvbestemmelsesretten, men hævdede,
at den ikke var kommet til uangribelig anvendelse i 1920, navnlig
på grund af en bloc-afstemningen i 1. zone. 143 Man kan på mere end én
måde sige, at han var det tyske modstykke til Ernst Christiansen, og han
var – på samme måde som Ernst Christiansen, men med modsat fortegn
– lige så fast overbevist om, at hans nationalitet ville løbe af med sejren i
det lange løb i Slesvig.
Ernst Schrøder var personligt kultiveret, meget musikalsk og en glimrende
pianist, et behageligt og muntert selskab med et – i kontorchef i
Udenrigsministeriets Pressebureau A.J. Poulsens beskrivelse fra 1929 –
“strålende humør og en frodig livsglæde”; der var “langt mere dansk end
tysk” i hans væsen. 144 Han søgte på dette tidspunkt kontakt med blandt
andet Ernst Christiansen og Jacob Kronika, der selv var en kunstnernatur,
og han skrev endog artikler til Flensborg Avis om folkelig selvhævdelse
og mellemfolkelig forståelse. 145 Men på trods af Ernst Schrøders vindende
180