hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vel var det!’ Din og bladets stilling har vundet i styrke og urokkelighed
overfor Slesvig-Holstenerne og deres fornemste bannerfører, dr. Kracht.
Derfor siger jeg: Hil og tillykke!” 82
Også en anden gammel ven gav udtryk for sin glæde. Advokat Johannes
Andersen skrev den 2. september 1937 til Ernst Christiansens hustru,
Julie: “De kan tænke Dem, at vi selvfølgelig har fulgt hele denne sags udvikling
med levende interesse. Prin cipielt må afslutningen jo betragtes
som utilfredsstillende – et ganske naturligt resultat, når den anden part
holder på det modsatte princip og helt og holdent råder over magten”,
fandt Johannes Andersen, idet forbudet imod Der Schleswiger som dagblad
jo var blevet opretholdt. “På den anden side er vi meget overraskede,
men også meget begejstrede for sagens endelige udfald, som jeg personligt
er mest tilbøjelig til at karakterisere som et eklatant nederlag for dr.
Kracht og fæller. De os indrømmede undtagelser fra ‘princippet’ er af en
sådan art, at man har lov til at spørge, om ikke de afgørende instanser selv
helst havde opgivet også princippet. Den faldne udtalelse om irredentisme
er jo af en så vidtræk kende art, at den under normale forhold burde
være opnået af vor udenrigsminister, eventuelt vor gesandt i Berlin, men
på Aa strupvej 31 [i Haderslev] er vi naturligvis ikke kede af, at det blev
Ernst Christiansen, der opnåede den. I hans hånd vil den jo kunne blive
et mægtigt våben imod visse tyske kredse både syd og nord for grænsen
og et betydeligt aktiv overfor visse kredse herhjemme”. Hele afgørelsen
forekom Johannes Andersen at være “en triumf for avisen og en anledning
til overvejelse på adskillige steder her hjemme ikke mindst indenfor
de nuværende regeringskredse. Samtalen i Propagandaministeriet og den
senere efterfulgte officielle stadfæstelse viser for mig påny klart og tydeligt,
at man på ledende sted i det nuværende Tyskland både stærkt og redeligt
er optaget af at komme i et godt forhold til Danmark. Selv følgelig
kan dette ikke opnås efter recepten: ‘Und willst nu nicht mein Bruder sein,
so schlag’ ich dir den Schädel ein.’ Men dette gælder ikke mindst for visse
kredse herhjemme. Udfaldet har vist, at en oprejst holdning altid kan skaffe
respekt også hos anderledes tænkende, og dette burde overvejes ikke
mindst her hjemme. Kræver vi respekt, må vi også vise den overfor andre;
frabeder vi os indblanding i indre forhold, må vi også afholde os fra sådan
overfor andre. Mener vi, at andre kan lære noget af os, kræver simpel
klogskab, at vi nøgternt overvejer, hvad vi kan lære af andre”. Avisen og
Ernst Christiansen havde været igennem mange vanskeligheder og svære
situationer, men “både sliddet og knubsene har været det opnåede resultat
værd”, sluttede Johannes Andersen. 83 Også Grænseforeningens formand
H.P. Hansen mente, at Ernst Christiansen “ret beset, trods alt har vundet
en stor sejr og – både personlig og saglig – fejret en stor triumf gennem de
sidste begivenheder”. H.P. Hansen mente, at det varslede godt for fremtiden.
84
Der var dog også nogen skepsis over rækkevidden af de fremsatte udtalelser
i andre dele af den danske lejr. 85
12.11. Betinget optimisme i Udenrigsministeriet – september-oktober
1937
612