hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det er efter al sandsynlighed i dette forhold, man skal finde årsagen til, at
Flensborg Avis på trods af alle omskiftelser overlevede krigen ud.
Om Kronika gennem sine telefoniske samtaler med Propagandaministeriet
den 3. juni og 4. juni 1940 havde fået anledning til at nære håb om,
at Ernst Christiansen kunne forblive chefredaktør, lader sig ikke opklare,
men intet tyder på det. Hvis det alligevel var tilfældet, sadlede man i
hvert fald hurtigt om.
Den 5. juni 1940 havde Kronika en længere samtale med ministerialråd
Stephan i Propagandaministeriet. Det fremgik af Stephans udtalelser,
at forbudet – lige som så mange andre sager – havde sit udspring hos
Gauleiter Lohse i Kiel. Lohse havde personligt opsøgt Goebbels og bedt
ham foranledige et forbud udstedt. Lohse var altså gået uden om Propagandaministeriets
presseafdeling, hvilken han senere måtte give en undskyldning
– et forbud måtte nemlig ikke udstedes bag om ryggen på Dr.
Dietrich og hans folk i Promi, hvilket altså var sket i dette tilfælde. Stephan
gjorde det dog klart, at også presseafdelingen ville have godkendt
forbudet, dersom Lohse havde henvendt sig der – hvilket han vel også
var nødt til at sige, hvis Propagandaministeriet ikke skulle tabe ansigt.
Ste phan fandt desuden, at et 14-dages forbud var “en meget mild forholdsregel”,
og udelukkede på forhånd ethvert forsøg på forkortelse. Det
tidsbestemte forbud havde været almindeligt anvendt i Tyskland i de første
par år efter magtovertagelsen som “advarsler” til borgerlige, ikke-nazistiske
aviser, men efter den totale ensretning af den tyske presse havde
det af indlysende grunde kun sjældent været nødvendigt at tage det i anvendelse.
Men det var altså et velprøvet middel, der således blev taget i
anvendelse imod en af de sidste tilbageværende ikke-ensrettede aviser,
og fra tysk side regnedes et tidsbestemt forbud ikke for nogen virkelig
alvorlig straf.
Det var ikke hensigten at gennemtvinge en lukning af Flensborg Avis.
Den nytte, avisen kunne gøre Tyskland, var endnu ikke opbrugt. Der var
først og fremmest tale om (endnu) et direkte forsøg på at få Ernst Christiansen
fjernet fra Flensborg Avis. Det stod efterhånden klart: “Det er Christiansen,
som hele kampagnen er rettet imod”, udtalte Stephan over for
Kronika den 5. juni 1940. Man ville ganske vist ikke direkte tvinge bladet
til at gennemføre personelle forandringer i redaktionen, “men det er
alligevel netop sådanne forandringer, det kommer an på”, var Kronikas
indtryk. Der ville “aldrig blive fred, så længe Ernst Christiansen har ledelsen”,
udtalte Stephan; man ønskede et “generationsskifte” i redaktionen.
Over for Kronikas indvendinger svarede han: “Det er ikke mennesket
Christiansen, vi har noget imod; vi indrømmer, at han er en national
idealist; men vi vender os mod politikeren – han klæber for stærkt ved
en gammel tid, det Ejderdanske stikker for dybt i ham, han forstår sig
ikke på de nye tider; afstemningskampen har afsat for dybe spor i Christiansen”,
hedder det i Kronikas notater fra samtalen. Der ville ikke være
nogen betænkeligheder ved, at Ernst Christiansen lejlighedsvis skrev i
Flensborg Avis, for “ansvaret bliver altid chefredaktørens, som dagligt har
at afgøre, hvad der skal stå i bladet. Det er som leder af det danske blad i
854