hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

de nazister, som han rent faktisk havde mulighed for at vende ryggen til,
skyldes det formentlig også overvejelser af kristen art: Man skal som bekendt
hade synden, men elske synderen, og der er som ligeledes bekendt
større glæde i himlen over én omvendt synder end over ti retfærdige. En
forudsætning for omvendelsen var jo imidlertid syndens erkendelse hos
synderen – og et passende kvantum anger. Her gik Kronika selv foran
med et godt eksem pel, men han måtte dog ofte til sin beklagelse konstatere,
at eksemplets magt ikke altid var uindskrænket.
I sin dramadokumentariske bog Midt i fjendens lejr fra 1966 blev Kronika
udspurgt af den kritiske, fiktive unge sydslesviger, “Peter”, om sin
stilling til nazismen og sin rolle i Berlin 1932-1945, og han besvarede faderligt
og udførligt, tænksomt og selvkritisk, næsten higende efter tilgivelse
og forståelse, den unge mands spørgsmål. Hvor ville verden have
været sparet for megen ulykke, dersom Kronika havde ofret sit liv i et
attentat på Hitler, udtalte Kronika; han, der flere gange var inden for en
armslængde af Føreren. Kronika omtaler som eksempler nordmanden
John Salvesen, der i 1941 blev skudt ned over Tyskland i et britisk fly,
og polakken Warminski, der faldt ved Warszawa i 1939. Begge havde
de i begyndelsen troet på en ærlig idealisme i nazismen, men var siden
forfærdedes over dens antikristelighed og gået i åben kamp. Det var formentlig
sådan, Kronika ønskede, at han selv var blevet.
En anden mulighed var at emigrere, fortsatte Kronika, bort fra Tyskland,
bort fra medansvaret for nazismens forbrydelser. Men pligten over
for hjemstavnen bandt. Dette måtte også gælde de unge sydslesvigere: Efter
1939-1940 kunne unge sydslesvigske desertører volde Danmark store
problemer. For slet ikke at tale om de repressalier, der kunne ramme egne
landsmænd syd for grænsen – det danske mindretal var ikke større, end
at det bogstaveligt talt ville kunne forsvinde op gennem skorstenen på et
krematorium i en kz-lejr på en eftermiddag. Men kunne man åbent vedkende
sig modstanden imod nazismen, så ville straffen ramme ikke blot
én selv, men familie, slægt og venner, anførte Kronika, idet han henviste
til nazisternes brug af den såkaldte “Sippenhaft”. Den unge “Peter” anklagede
Kronikas generation og ældre for at forlange statsborgerlig loyalitet
i stedet for loyalitet over for sin samvittighed. Dette spørgsmål blev
ved med at hvile som en skygge over forholdet mellem Kronikas generation
og den generation af unge sydslesvigere, der havde deltaget ved
fronterne.
Der er grund til at tro, at Kronika enkelte gange overvejede flugten fra
nazismens ondskab og ind i selvmordet; han var i hvert fald svært fascineret
af de mennesker, der valgte denne udvej (for eksempel kunstneren
Jochen Klepper, der i 1942 sammen med hele sin familie begik selvmord,
og hvem Kronika senere flere gange har beskæftiget sig med i sine værker,
artikler og foredrag). Kronika ville da sikkert også have vidst at finde
en passende dramatisk udgang på dette liv. Under alle omstændigheder
holdt han meget stærkt på, at selvmord ud fra et sådant motiv ikke kunne
betragtes som en synd, men som den eneste mulighed for at emigrere,
bort fra ondskaben i Tyskland. Men Kronika valgte livet – ud fra den
904