hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

se ikke kan bringe et ord om denne sag, så er det efter min mening helt
umuligt, at den danske presse indtager en særstilling, som dens tyske kolleger
naturligvis må lide under”. Flensborg Avis blev holdt underrettet af
“den heller ikke Dem ubekendte hr. Kronika. Man må efter min mening
gribe langt mere energisk ind, for at opnå, at den danske presse i denne
forbindelse ikke kan opnå meget mere end den øvrige tyske presse”.
Men ikke nok med det:
“Nu foreligger også det første eksemplar af den tysksprogede Der Schleswiger, der
nu udkommer som månedsskrift. De har allerede modtaget et par eksemplarer
fra Reichspropagandaamt Schleswig-Holstein. På side 11-13 berettes der stort sat op
[“in grosser Aufmachung”] om en forhandling i Propagandaministeriet, som danskerne
havde med Ministerialrat Berndt og Oberregierungsrat Bade. Som punkt 8
i denne beretning bliver følgende tyske erklæring bragt: ‘Der eksisterer for Tyskland
i hele det slesvigske område ikke et eneste irredenta-spørgsmål hverken til
den ene eller den anden side’. Dette er en erklæring, som danskerne naturligvis
tager imod med glæde, og som de for fremtiden vil vide at udnytte til det yderste
[“ausschlachten”]. Og så er denne erklæring utvivlsomt forkert [“unzutreffend”].
Hinsides grænsen findes en stor tysk folkegruppe, som ønsker, at deres
hjemstavn skal blive tysk. I den sidste ende kan spørgsmålet om, hvorvidt der
eksisterer en irredenta eller ej, vel heller ikke afgøres i ministerierne, men må ene
og alene afgøres af folkegruppen selv. Jeg betragter denne erklæring som overordentligt
klodset [“ungeschickt”] og dertil overflødig. Vor grænsekamp bliver kun
unødigt besværet af sådanne erklæringer. Jeg beder Dem om at foranledige, at
sådanne vidtrækkende erklæringer for fremtiden kun bliver fremsat efter forudgående
føling med alle de myndigheder og steder, der kan komme i betragtning,
i særdeleshed dem, der umiddelbart er involverede”. 160
Det var naturligvis først og fremmest det sidst anførte, der var utåleligt
for Lohse. Hvorvidt Lohse havde rådført sig med Ernst Schrøder før denne
henvendelse til Goebbels er usikkert. Selv benægtede Ernst Schrøder,
som vi skal se, ethvert kendskab.
Lohses bemærkninger om Kronikas Schacht-korrespondancer var efter
alt at dømme årsagen til, at Werner Stephan i Propagandaministeriet i
november 1937 forberedte Kronika på, at der snart måtte komme en afgørelse
i spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat kunne korrespondere både til
udenlandske og til en indenlandsk avis. Kronika havde som korrespondent
til udenlandske blade langt større bevægelsesfrihed og var bundet
langt mindre af Propagandaministeriets retningslinjer, end hans indenlandske
kolleger. I Flensborg ville man ikke længere finde sig i, at Flensborg
Avis var hurtigere og fyldigere underrettet fra Berlin end den stedlige
tyske presse, fortalte Stephan.
Forhandlingerne endte dog “over al forventning godt”, kunne Kronika
den 17. november 1937 meddele Ernst Christiansen. “Man har til fulde
indset, at det af alle de grunde, som jeg kunne fremføre, var det eneste
rigtige, at Flensborg Avis beholdt sin frihed. Jeg er blevet anmodet om i de
tilfælde, hvor det formentlig drejer sig om reportage angående vanskelige
og ikke ufarlige emner, forinden at konferere med overregeringsråd
661