hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

førlig redegørelse for de samtaler, som Kracht, Lohse og han selv havde
ført med Goebbels den 26. oktober 1937. Når han ventede så længe med
at sende von Grundherr referatet, kan det hænge sammen med, at Ernst
Schrøder også efter samtalerne havde arbejdet ihærdigt på at opnå mere,
end det var lykkedes den 26. oktober 1937 – og helst ikke ville have
Auswärtiges Amt til at blande sig i hans arbejde, inden der var kommet et
tilfredsstillende resultat – og det var der den 11. november 1937, som det
fremgår af Schrøders redegørelse.
Ifølge Ernst Schrøder var det slet ikke Berndts udtalelser om fraværet
af irredenta både nord og syd for grænsen, der havde fået grænsetyskerne
til at opsøge Propagandaministeren, men den danske presses “overordentligt
skarpe” angreb på Lohse, Kracht og ham selv, således f.eks. Nationaltidendes
leder om Kracht. “Hele denne rigeligt højrøstede stemning i
den danske presse foranledigede os til at gøre et forsøg på at komme i føling
med Propagandaministeren vedrørende denne Schleswiger-sag, thi situationen
var blevet den, at Berlins virkelig store imødekommenhed over
for det danske mindretal havde medført, at de grænsetyske kredse aldeles
grundløst blev fremstillet som de slemme fredsforstyrrere” [“böse Störenfriede”].
Argumentationen var tydeligvis tilpasset efter, hvad Auswärtiges
Amt kunne lide at høre. Ernst Schrøder indrømmede dog, at sagen
udsprang af Alnors Schleswig und Versailles-pjece samt Ernst Krachts tale
den 29. maj 1937. “Dr. Kracht, vicepræsident Dr. Schouw fra overpræsidiet
i Kiel og jeg drøftede situationen og enedes om, at Dr. Schouw og
jeg skulle gøre en visit [“Vorsprechen”] i Propagandaministeriet”. Dette
skete den 20. oktober 1937, hvor Ernst Schrøder og Dr. Schouw havde en
samtale med overregeringsråd Stephan. Stephan bad ved denne lejlighed
Ernst Schrøder om at affatte en passende, halvofficiel erklæring, der kunne
lette på situationen. “Jeg løste denne opgave, idet jeg drøftede udkastet
med såvel von Grundherr og Geheimrat von Tardowski i Auswärtiges
Amt, og med hr. Bourwieg i Indenrigsministeriet, og dernæst fredag den
22. oktober 1937 indgående og gentagende diskuterede den med hr. overregeringsråd
Stephan og fik hans godkendelse til at offentliggøre den”.
Det var blevet en “meget forsigtig” artikel, der dog berørte tingenes kerne,
der så blev offentliggjort i Flensburger Nachrichten den 23. oktober 1937
på fremragende plads, med det resultat, “at Flensborg Avis såvel som den
øvrige grænsedanske presse meget hurtigt mærkede, at der ikke fandtes
og heller ikke kan findes nogen divergens mellem det tyske grænseområde
og Berlin”. Både Nationaltidende og Jydske Tidende havde herefter straks
talt om en afspænding, forklarede Ernst Schrøder, og også regeringspressen
havde den 25. oktober 1937 erklæret, at “situationen var forbedret,
ja endog beroliget”. Så vidt, så godt – ifølge Ernst Schrøder. “Alligevel
besluttede overpræsident og Gauleiter Lohse ... på råd af vicepræsident
Dr. Schouw at drøfte sagen med hr. rigsminister Dr. Goebbels ... Jeg var
endnu i Berlin, da jeg fik meddelelsen”, fortsatte Schrøder, og således tog
Gauleiter Lohse og overborgmester Dr. Kracht til Berlin for sammen med
Schrøder at tale med propagandaminister Dr. Goebbels.
Man skal lægge mærke til, at Ernst Schrøder ifølge sit referat til von
657