hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dende ikke, og Hans Jefsen Christensen måtte derfor selv tage affære og
sørge for, at pengene fra Statsministeriet blev sendt til Flensborg. Hans
Jefsen Christensen lovede endvidere, at der kom 15.000 kroner 1. oktober
og 15.000 kroner 1. januar 1935. Det var en meget stor lettelse for Ernst
Christiansen, at han kunne regne med dette beløb, og kun behøvede at
minde om udbetalingen, når kvartalet nærmede sig. 80 Men fremtiden var
stadig meget usikker.
I november 1934 meldte A.P. Møller sig på banen som mulig redningsmand.
I et brev til Ernst Christiansen den 3. november 1934 bad man ham
sende “et rummeligt budget”, en liste over de gager, der for tiden udbetaltes,
samt en afskrift af Schiøttz Christensens beretning. Navnlig fandt
man, at passagen om, at der “ikke kunne indføres besparelser” af betydning.
Det var – fandt A.P. Møllers håndgangne mand Anker Jørgensen –
“vigtigt ved de kommende forhandlinger at kunne dokumentere dette”. 81
Ernst Christiansen sendte straks det ønskede. Af budgettet fremgik bl.a.
– hvad Ernst Christiansen pointerede –, at der med den gamle kronekurs
ville have været dækning for underskuddet og for afskrivningerne
– og endda have været et lille overskud. 82 A.P. Møller og Anker Jørgensen
mente, at hovedbankerne måtte kunne formås til at bidrage, såfremt
statsministeren eller A.P. Møller selv efter henstilling fra statsministeren
indbød dem – og hvis de bidragydere, der i 1933 var trådt til, igen måtte
kunne formås til at bidrage.
Også Niels Neergaard erklærede sig i begyndelsen af november 1934
“meget interesseret i sagen”. Neergaard havde hævdet, at en ordning –
“helst for en årrække” – burde gennemføres i dette efterår, og desuden
tænkt sig, at Stauning burde sammenkalde til et møde snarest. Også Christmas
Møller var villig til at støtte og foretage henvendelser; han havde
bl.a. nævnt, at partifællen Halfdan Henriksen havde gode forbindelser til
bryggerierne. Christmas Møller havde endvidere omkring 1. november
1934 haft en samtale med J.P. Nielsen, og da ikke fået det indtryk, at han
“i realiteten var uvillig”. Ernst Christiansen bad Hans Jefsen Christensen
om at tage en snak med A.P. Møller på bladets vegne. Det var hans indtryk,
at “et afgørende resultat bedst vil kunne nås i løbet af den nærmeste
fremtid”.
Den 6. november 1934 talte Ernst Christiansen med konsul Lauritz Larsen,
der ligeledes var meget interesseret i en løsning af bladsagen. Larsen
var dog betænkelig ved, om Stauning og J.P. Nielsen – og navnlig førstnævnte
– ville kunne blive irriterede over først at høre om aktionen bagefter.
“Når denne så var lykkedes og når der var skabt tryghed for et åremål,
gjorde det måske ikke noget, men når den kun var lykkedes delvis,
ville statsministeren næppe bagefter kunne bringes til at tage affære”. 83
Ernst Christiansen orienterede Hans Jefsen Christensen og Niels Neergaard
om konsulens betænkeligheder, idet han bad Niels Neergaard tage en
samtale med Stauning om sagen. “Det kunne jo så stå denne frit, hvorvidt
han igen selv ville tage affære eller sanktionere en foreløbig aktion fra anden
side”. Det mandat, som A.P. Møller ønskede at få fra statsministeren,
399