hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

verdens offentlige mening. I det genvundne land skal der på hver valgdag hejses
dansk flag”. 63
Socialdemokraterne førte valgkamp under sloganet: Stauning eller kaos!
Det blev Stauning. Socialdemokratiet fik 46% af stemmerne og gik frem
med seks mandater. Det Radikale Venstres mandattal var uforandret, og
dermed stod regeringen Stauning-Munch stærkere end nogensinde.
I en leder på forsiden af Flensborg Avis den 24. oktober 1935 gjorde
Ernst Christiansen status, og gjorde nærmest Social-Demokratens hyldest
til Stauning til sin egen: Stauning var ...
“... en dansk arbejder, løftet op til statens førende stilling, et fuldgyldigt udtryk
for det danske folk med dets bedste egenskaber. Det er eneren, løftet op af de
mange og med evnen til at holde sammen på de mange, der har ført og præget
det danske arbejderparti, med fremgang fra valg til valg. Modstanderne hævder,
at fremgangen for en stor del skyldes understøttelses-politikken. Imidlertid har
man ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvor klogt tilrettelagt det socialdemokratiske
opråb og Staunings radiotale har været. Her var udtryk for en tankegang,
man til andre tider ville have kaldt ‘borgerlig’, og her understregedes pligten til
national selvhævdelse på en måde, som måtte gøre indtryk”.
Socialdemokratiet havde påny afslået kommunisternes forsøg på at drive
en kile ind i dets rækker og var gået frem med 100.000 stemmer. Dette
skyldtes både en behændig udnyttelse af tidens vilkår, men det skyldtes
“ikke mindst tiltro til Stauning personlig”, og der var “ingen tvivl om, at
udfaldet må ses som en understregning af den fra Tysklands udvikling
væsensforskellige danske og nordiske linje”.
Det var ikke blot arbejderne, der havde stemt på Staunings parti; stemmerne
kom fra mange andre erhverv og lag, og de øvrige partier havde
haft svært ved at klare sig. Men “naturligvis har de trods valgslagets
skuffelser stadig deres bestemmelse ved fastlæggelsen af Danmarks kurs
og bevidstheden herom må hindre dem i at blive modfaldne, når de har
kæmpet tappert, uden tilsyneladende at få stort ud af det”.
Også i Nordslesvig havde Socialdemokratiet haft fremgang, og denne
“tillidserklæring” skyldtes efter Ernst Christiansens mening ikke mindst ...
“... arbejderpartiets tydelige understregning af den nationale linje. Det helt overvejende
flertal af de øvrige danske stemmer i Nordslesvig står på et udpræget
dansk-nationalt standpunkt. Der må da kunne ventes en rolig og fast dansk linje,
som tager sigte på at øge den indre danske styrke på begge sider af grænsen
og som viser den samfølelse, den solidaritet over for alt dansk arbejde og ikke
mindst for den del af det danske folk, der står i meget udsat stilling, som er bydende
nødvendig i grænselandet. Det sønderjyske spørgsmål er ikke en tredjerangs
udkant-opgave. Skal Danmark kunne være tjent med udviklingen her, så
må det rykkes frem i første række, og løses i samling af hele folket”.
Det var nu synd at sige, at Flensborg Avis’ holdning blev påskønnet i Sønderborg
Socialdemokrat, der bl.a. gav avisen skyld for at have “drevet en
mængde landsmænd over i den tyske lejr”, fordi dens journalistik var
445