hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

har det såret og oprørt mig, at jeg netop i visse skandinaviske blade har
set nationalsocialismens mænd og ikke mindst mig selv angrebet på den
mest utrolige måde”. Göring havde personligt forhindret, at “disse forfærdelige
ting, der har stået i den skandinaviske presse, har fundet vej til de
tyske blade. Jeg ved ikke, hvad der kunne være sket, dersom for eksempel
Völkischer Beobachter havde citeret de pågældende ting”. Det var klokkeklar
trussel, for regimet var naturligvis helt herre over, hvad der stod i
partiavisen og kunne hvornår det passede det åbne en pressekampagne
imod et naboland. Det gjaldt altså om at gøre, som Göring sagde, ellers ...
Göring ville dog, fortsatte han, fremdeles træde i skranken for et godt
tysk-skandinavisk forhold, da det jo ikke var de skandinaviske folk, der
stod bag disse angreb. Göring sluttede sin pressekonference med den
mildt sagt opsigtsvækkende erklæring, at dersom der “blandt de tilstedeværende
var én af dem, der havde gjort sig skyldig i de pågældende fornærmelser,
så ville jeg strejfe ministeren af mig, smide frakken og holde
afregning”. 87 Göring sigtede formentlig til den svenske redaktør Torgny
Segerstedt, der i Göteborg Sjöfarts- og Handelstidning havde draget den –
som det fremgår ikke ganske urimelige – sammenligning mellem ham og
en gorilla. Men således var tonen i det nye regime. Det var den preussiske
indenrigsminister og den tyske rigsdags formand, der talte således
og truede journalisterne korporligt, hvis de ikke makkede ret. Det kunne
ikke andet end gøre sin virkning.
Alexander Bogs anvendte helt den samme metode over for Kronika.
Kort før sin afrejse til København i slutningen af april 1933, hvor han formodedes
at glatte ud oven på Påskeblæsten, erklærede Alexander Bogs
over for Kronika, at han ikke håbede, at forfatteren Marcus Lauesen, der
havde været taler ved flere lejligheder under den danske nationale oprustning
i Nordslesvig i foråret 1933, ville dukke op til pressekonferencen:
“... det vil jeg sige Dem, det må ikke ske. De må kunne forhindre, at
jeg skal møde en så dum dreng ved min københavnske pressekonference”.
Marcus Lauesen var måske nok en landskendt digter, men “sådan
en uvidende fyr må lære at holde sin mund, når statsmænd og politikere
fører ordet”. 88
Det har ikke kunnet konstateres, om Kronika rent faktisk forsøgte at efterkomme
Bogs’ ønske. Men det er forbløffende, at en diplomat, der formodes
at være på vej på fredsmission til et nabolands hovedstad, fremsætter
udtalelser af en sådan art, hvis en nærmere bestemt person møder
op til en offentlig pressekonference. Kronika var tilbøjelig til at mene, at
det hovedsageligt var et udslag af et fyrigt temperament. Men det kunne
også være en i grunden primitiv – men, netop fordi den ikke forventedes
i diplomatiets verden, faktisk temmelig udspekuleret – måde at skræmme
en journalist til at makke ret. Vold og trusler om vold viste sig faktisk
som særdeles effektive midler i tysk udenrigspolitik op igennem 1930’erne.
Og hvis en journalist på et stort dansk dagblad fik det indtryk, at både
regeringen og dens embedsmænd i det land, han var udstationeret i, var
tikkende bomber, så ville det alt andet lige formå ham til at udvise større
forsigtighed.
229