hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nelt forsigtige danske udenrigspolitiske linje, men Flensborg-konsulatet
endte med at overbevise Udenrigsministeriet om rigtigheden af en mere
aktivistisk kurs, ikke blot når det gjaldt økonomisk bistand. Medvirkende
hertil var det fornyede pres på grænsen, som blev iværksat af slesvig-holstenske
nationalsocialistiske grænseaktivister i foråret 1933. Pengene kom
det første år navnlig fra private indsamlinger, men fra 1932 trådte staten
til med penge fra den såkaldte kulturbevilling. Det drejede sig i alt om et
beløb på ca. 100.000 kroner årligt; en sum, der lige akkurat satte Flensborg
Avis i stand til at overleve som forretning.
Socialdemokraten J.P. Nielsen, der sad i det bevilgende udvalg, havde
allerede først i 1920’erne været stærkt imod at lade den danske stat støtte
den danske presse syd for grænsen. Dengang med begrundelse i den
udenrigspolitiske fare, som navnlig den tysksprogede danske presse og
dens arbejde for at vække danskhed hos tysksindede sydslesvigere med
henblik på en ny afgørelse i grænsespørgsmålet indebar. J.P. Nielsen ville
i 1930’erne ikke yde støtten uden at stille politiske betingelser til Flensborg
Avis’ redaktion. Her kom det Flensborg Avis alvorligt til skade, at den
trods alt havde en så stor udbredelse i Nordslesvig – for sønderjyderne
var også vælgere, og dermed var avisen en faktor i dansk indenrigspolitik.
J.P. Nielsen gjorde det til en betingelse for sin støtte, at avisen holdt
sig partipolitisk neutral, og ikke favoriserede partiet Venstre, således
som han mente at kunne konstatere. Der blev således stillet redaktionelle
betingelser til gengæld for den økonomiske støtte. Forholdet til J.P.
Nielsen vedblev at være et alvorligt problem igennem hele den her undersøgte
periode. Ikke mindst blev dette tilfældet, da Flensborg Avis fra
1933 begyn dte at se mere positivt på nationalsocialismen. Derved opstod
det paradoks, at en demokratisk dansk regering indskrænkede pressefriheden
for en avis, der udkom i et nationalsocialistisk diktatur. Paradokset
bliver dobbelt derved, at Hitler-Tyskland på trods af en hårdhændet ensretning
af sin indenlandske presse faktisk tilstod Flensborg Avis særlige
rettigheder.
Da partipressen i 1933-1934 åbnede konkurrencen i Tønder, var det
ved at blive umuligt for Flensborg Avis at holde sig uden for de indrepolitiske
opgør i Danmark. Ernst Christiansen greb nu muligheden for at
gøre en dyd af nødvendigheden: At forandre en kronisk støttekrævende
nordslesvigsk landsdelsavis i ulige konkurrence med pengestærke modstandere
til et kombineret dansk nationalt samlingsmærke og lokalblad
for det danske mindretal i Sydslesvig. Dette ville indebære den fordel, at
den nødvendige statsstøtte ikke virkede konkurrenceforvridende i forhold
til de øvrige aviser i Nordslesvig – og desuden ville risikoen for at
rode sig ind i fejder med partiaviserne måske blive mindre. I praksis ville
det blot være at gå videre ad den vej, ad hvilken Flensborg Avis allerede
længe havde bevæget sig. Men just det formål, som Ernst Christiansen
opfattede som aldeles upolitisk, nemlig et nationalt samlingsmærke hævet
over partipolitikken, opfattede J.P. Nielsen stik modsat som i høj grad politisk,
grænsende til nationalsocialisme: Nemlig som et forsøg på at underminere
de politiske partier og på længere sigt at afskaffe det parlamenta-
961