hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

neskeslægten har kæmpet for i det 19. hundredeår, vil få ringe kår i det
20., hvis ikke de mange enkeltmennesker kan lære at skønne selvstændigt,
sundt og fornuftigt uden hensyn til den påvirkning, der strømmer
ind over dem”.
Ernst Christiansen troede dog ikke, at det ville gå helt så slemt, som
det blev prædiket på valgmøderne: Nationalsocialismen var vel ikke kun
ubønhørlig kamp mod anderledestænkende, “bevægelsens kerne skulle
være dens idealer”. 45 Alligevel var der tegn nok på, at “den nye bevægelse
indretter sig på at overtage styret i stort og småt. Fra Berlin forlyder,
at ledelsen af politi, radio, censur o.s.v. midtsamles på kendte nationalsocialisters
hænder”. Udrensningen af embedsmænd var begyndt. Ernst
Christiansen syntes, at udviklingen i betænkelig grad mindede om Italien
og Rusland, hvor også én enkelt stor bevægelse havde overtaget styret og
udelukket enhver modstand.
Meget stod på spil: “Nemlig alt, hvad det danske, de nordiske folk i
selvstændig indre frigørelse og vækst har nået i de sidste halvandet hundrede
år”. Det var på tide, at den nordiske offentlighed blev klar over,
hvad det gjaldt. 46
Der var Onde Varsler, skrev Ernst Christiansen i en leder den 21. februar
1933: I Tyskland så det ud til, at et helt hundredårs fremskridt m.h.t.
friheden pludselig var undergravet. “Hvad er der blevet af de frisindede
partier i Tyskland? Hvor findes den vilje, der i en så alvorlig tid skulle rejse
sig til at værne, hvad der er vundet?” Idealet om den rolige samfundsudvikling
var skudt til side af nye idéer. Ifølge kommunistiske tænkere
som Sorel og Trotskij skulle samfundet omvæltes, ikke gennem almuens
masser, men gennem et hensynsløst mindretal, der skulle tvinge de andre med
magt. Denne nye ånd var først brudt igennem i Rusland og derefter i Italien:
“Magten, massernes underkastelse fremkaldte en rus hos de befalende og en
lydighedsrus hos massen” [fremhævet af forf.]. Noget lignende var nu ved
at ske i Tyskland. “Skønt yderste højre og yderste venstre er dødsfjender,
synes den åndelige opbygning i ikke ringe grad at være den samme” [fremhævet
af forf.]. Og netop fordi bevægelserne ikke blot var krisetegn, men åndelige
bevægelser, ville de ikke gå i sig selv, selvom krisen blev mildnet.
Forfatteren Bernhard Guttmann havde i Frankfurter Zeitung nævnt to
mulige midtpunkter for modstand: Kristendommen og liberalismen. Men
Ernst Christiansen var nu i slutningen af februar 1933 blevet pessimistisk:
“Man mærker dog hverken hos ham [Guttmann, forf.] eller i Tysklands
liberale presse noget virkeligt fremgangsmod. Det kommer da an på, om
frihedstanken med fast rygstød i det nordlige og vestlige Europa kan forny
sig i rette tid”.
Demokrati og liberalisme skulle altså “med fast rygstød i det nordlige
og vestlige Europa” – d.v.s. i de nordiske lande, England og Frankrig – tage
kampen op, forny sig – og derved forhindre, at de totalitære ideologier,
der åbenbart virkede tiltrækkende på moderne unge mennesker, vandt
indpas også her. Og det kunne de gøre, hvis de ellers havde en smule af
fordums kraft tilbage. Der er ingen tvivl om, at Ernst Christiansen helt
klart foretrak en fornyelse af demokratiet og de liberale idealer, fremfor
205