hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Nordische Gesellschaft – undervurderede den blivende værdi af et sådant
arbejde. For Danmark var det et livsspørgsmål, men det var også i Stortysklands
interesse at udløse andre følelser i det nordiske nabofolk end
frygt, således at et godt naboskab, en udveksling, en gensidig berigelse
og et venskab kunne opstå. Dette arbejde lod sig udmærket forene med
pleje af sit Volkstum, og det var netop det, Flensborg Avis i årevis havde
haft på sit program som “front og bro”-løsenet – et program, som Lohse
i en skrivelse af 12. juli 1934 havde givet sin fulde tilslutning, mindede
Ernst Christiansen ham om.
Da den senere tids begivenheder kunne give anledning til at tro, at avisen
– og navnlig Ernst Christiansen selv – havde fraveget denne linje og
således skuffet Lohses forventninger, havde han henvendt sig til Reichspropagandaamt
for at få oplysning om de ting, der havde givet anledning
til anker. Uden at ville bagatellisere de påklagede ting, mente Ernst Christiansen
dog, at de hverken tilsammen eller hver for sig stred imod avisens
idealer. Især i den første tid efter den tyske fornyelse havde avisen
og ikke mindst han selv personligt været udsat for angreb i danske aviser,
der forsøgte at forklare hans holdning med, at han nærede et nationalsocialistisk
sindelag. Derimod havde man fra tysk side – f.eks. Nordmark-
Jugend den 15. januar 1939 – skrevet, at Flensborg Avis i mange ting var
retfærdigere og mere tilbageholdende end andre danske aviser, og at den
samlede danske presse burde tage ved lære af Flensborg Avis. “Den gensidige
forståelse mellem de to folk ville derved til også Danmarks fordel
blive fremmet betydeligt”, mente Nordmark-Jugend ved den lejlighed.
De fleste danske avisredaktioner holdt Flensborg Avis, og dens linje
havde i stigende grad vundet genklang i seriøse danske kredse; dette
kunne på trods af tidens begivenheder være af blivende værdi, fortsatte
Ernst Christiansen. Skulle det lykkes at opnå den rette virkning i det
danske folk, måtte folket imidlertid have tillid til, at avisen var i bedste
forstand national, og at den arbejdede for at fremme sundheden i sit eget
folk [“auf die Gesundung des eigenen Volkes bedacht”]; dette, var Ernst
Christiansen overbevist om, måtte overpræsidenten som alter nationaler
Kämpfer have den fulde forståelse for. Men det var vanskeligt at arbejde
for en syntese eller en Gleichschaltung af tilsyneladende helt modsatrettede
målsætninger (“front og bro”) i et gammelt grænse- og kampland,
og det skete let, at den ene parts arbejde ikke blev helt værdsat af den
anden. Den danske folkegruppes avis anerkendte dog – ligesom indsigtsfulde
kredse i Danmark, – at de tyske myndigheder hidtil havde gjort det
muligt for Flensborg Avis – med naturlig selvbegrænsning over for tyske
spørgsmål – at udfolde sig frit. Derved blev avisens ansvar blot så meget
større, og Ernst Christiansen pointerede, at man ikke havde taget let
på dette ansvar. At én og anden fejl var sket – og kun i enkelttilfælde i
ganske få numre igennem syv år – var næppe til at undgå, i betragtning
af sag ens vanskelige stilling og spændingerne på begge sider af grænsen.
Men på trods af vanskelighederne, forekom det dog Ernst Christiansen
at være en opgave af forbilledlig betydning at arbejde for både et levende
Volkstum og for en venskabelig kappestrid og udveksling på grænsen
858