hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nationalsocialisterne: Den 1. juli 1933 kunne Lauritz Larsen meddele, at
Ernst Schrøder nu ikke længere havde kunnet “holde stand overfor nazismen”,
men var gået over til denne og til den politik, som Schleswig-
Holsteiner-Bunds nye formand, Wilh. Sievers, havde formuleret. Alle Ernst
Schrøders “tidligere udtalelser om forståelse i grænsespørgsmålet er dermed
kastet over bord”, mente Lauritz Larsen.
“Og som det i almindelighed går med overløbere synes han nu kun bestræbt på
at indynde sig hos sine nye kammerater og vise sig mindst lige så aggressiv som
disse. Set med danske øjne er der ikke lidt noget stort tab ved denne forandring.
Altid har han været en mand, der har båret en maske, og hvis meninger lå på
samme vægtskål som hans forretning. For ikke mere end nogle få måneder siden,
da han under nazismens fremtrængen frygtede for sit bureaus beståen, kom han
endogså til mig og påkaldte min hjælp under fremhævelsen af at vi jo dog nu
måtte holde sammen, for at ikke nazismen skulle slå hele grænsepolitikken i stykker”.
Nu var han imidlertid slået om og havde f.eks. i Flensburger Nachrichten
30. juni 1933 skarpt angrebet ikke blot Hejmdal, men hele Danmark, ud fra
den betragtning, at først når den nazistiske ånd var trængt igennem også
i Skandinavien og der således var skabt en rodægte skandinavisk enhedsfront,
ville der ikke længere være nogen modsætninger mellem Tyskland
og Norden. Dette var stort set identisk med pastor Peperkorns af Ernst
Schrøder få måneder tidligere så stærkt kritiserede standpunkt. ”Man har
svært ved i en artikel som denne at finde blot spor af de fredstoner, som
den tyske pressesekretær Herr Bogs blev udkomman deret til at blæse i
København eller Herr Sievers ved mødet i Rendsborg”, mente Larsen.
“Trods alle forsikringer i modsat retning tiltager, i hvert fald i Flensborg,
den tyske uforsonlighed og fjendtlige ophidselsespropaganda fra dag til
dag”. 51
Det var ikke for meget sagt: I de følgende måneder gik Ernst Schrøder
nærmest bersærk i sine angreb på grænsen af 1920, dansk “voldførelse”
og “udsugning” af Nordslesvig og mere af samme skuffe. På en efter konsul
Larsens mening “nærmest enestående perfid” måde udnyttede han
antinazistiske udtalelser i dansk presse til at føre mistænkeliggørelseskampagner
overfor danske myndigheder og imod dansk styre i Sønderjylland.
Under påberåbelse af egen forsonlighed brugte han danske presseudtalelser
til at ophidse de grænsetyske gemytter, der kun alt for villigt
lod sig oprøre, idet han til stadighed bragte sig selv og sine fortjenester på
overvurderende måde i erindring hos de tyske myndigheder. Kom han i
bekneb for aktuelle danske “overgreb” mod hjemmetyskheden, gravede
han gerne episoder fra sprogreskripternes tid i 1850’erne frem, hele tiden
under påberåbelse af, at Slesvig var “urtysk” land.
Ernst Schrøder forsøgte altså ihærdigt “med den ham medfødte smidighed”
at lægge nationalsocialistiske anskuelser for dagen og tillægge
sig et nationalsocialistisk vokabular, mente Lauritz Larsen. Eller med andre
ord at tilpasse sig den nye situation, som tusinder af andre journalister
i Tyskland. Alle ledende nationalsocialister vidste dog, at han ikke var na-
329