hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

attentat, skrev Jessen: “Højre har i grunden kun det program: Kampen
imod Venstre, og Venstre har det program: Kampen mod Højre; stort
mere er der ikke. (...) Når regeringen ellers føres forsvarligt, kan det være
den almindelige mand temmelig ligegyldigt, om den ene eller den anden
af lovgivningens eller styrelsens faktorer har lidt mere eller lidt mindre
indflydelse”. 35 Venstres synspunkt, at folketinget burde have den hovedsagelige
indflydelse på regeringens sammensætning, fandt Jessen ikke
urimeligt. Han “holdt meget af demokrater”, skrev han til sin kommende
hustru. 36 Men i Venstres valg af metoder i kampen for folketingsparlamentarismen
udviste det en umodenhed, der stadig i 1890’erne lod ham
tvivle på, om tiden endnu var kommet og folket endnu tilstrækkeligt oplyst
til denne styreform. 37
Da systemskiftet endelig kom i 1901, hilste Jessen det dog velkomment.
Det var efter hans mening uholdbart med regeringer, der “år efter år mistede
mere og mere fodfæste i det folkevalgte ting og derfor trods den
bedste vilje ikke formåede at udrette stort for en heldbringende udvikling”,
skrev han i en leder den 25. juli 1901. “For os er det københavnske
ministerium, om det består af Venstremænd eller af Højremænd, det
gamle fædrelands lovlydige regering, som vi vil vise al tilbørlig agtelse”.
Det var så blot at håbe på, at Højre ville udvikle sig til et godt, besindigt
oppositionsparti, hvilket der “ikke gerne må savnes i en nutidig forfatningsstat”.
Hvad enten man “føler sig mest knyttet til Højre eller Venstre
– man kunne måske endog tilføje: til Socialdemokratiet med – må man
ønske, at Højre kan arbejde sig op til at være et i nogen måde modstandsdygtigt
parti, og at Venstre, der tilsyneladende dog for en årrække må
være selvskrevet som regeringsflertal, kan have held med sig i sit arbejde
for landets fremgang”. 38 Jessen stillede sig med disse ord i praksis på det
parlamentariske demokratis grund. Han imødeså, hvorledes folketingets
to politiske fløje ville komme til at supplere hinanden, skiftes til at besidde
regeringsmagten – og hvorledes dette ville være til gavn for landet.
Men nogen principiel tilhænger af parlamentarismen var han nu ikke;
en regering, der efter Jessens mening på den ene eller den anden måde
handlede uansvarligt eller skadede landets vitale interesser – hvis den for
eksempel afrustede i en farlig tid –, burde vige, uanset dens parlamentariske
flertal. Ernst Christiansens tanker i 1930’erne lå på linje hermed,
muligvis endog forstærket af de erfaringer, den radikale regering C.Th.
Zahles “svigt” under afstemningskampen 1918-1920 gav ham.
Jessen nævnte også Socialdemokratiet. Han koketterede lejlighedsvis
med, at han i virkeligheden var “noget af en socialist; dog ikke i praksis”,
som han for eksempel skrev i et brev til sin kommende hustru så tidligt
som den 2. december 1885. 39 Jessens “socialisme” havde nu ikke meget
med socialisme i marxistisk forstand at gøre. Der var snarere tale om en
konservativ social ansvarlighed for hele folkefællesskabet eller måske en
grundtvigsk lighedstanke (“... og da har i rigdom vi drevet det vidt / når
få har for meget og færre for lidt”). 40 Selv var han som arbejdsgiver meget
patriarkalsk. Han følte en faderlig ansvarlighed for sit personale og forlangte
til gengæld ubetinget loyalitet.
44