hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

indre stridigheder. Tiden i årene op til 1914 vedblev for Ernst Christiansen
at være en idealtilstand, og det var dette ideal, han forsøgte at genrejse
i 1930’erne.
For at samle alle politiske retninger i Danmark om grænsespørgsmålet
var det nødvendigt med forsonlighed overfor de tidligere politiske modstandere.
Det stærke nag imod radikale og socialdemokrater, der plagede
Ernst Christiansen i de første 4-5 år efter 1920, lagde han med tiden bag
sig. Hans datidige modstandere vedblev dog at se på Ernst Christiansens
hensigter med mistro; en mistro, som ikke var ganske ubegrundet, thi for
Ernst Christiansen vedblev målet: Sydslesvigs genforening og det danske
folks nationale genrejsning, at være det samme. Det var blot strategien,
der var forandret og indstillet på betydeligt længere sigt.
Ernst Christiansen definerede op til rigsdagsvalget i maj 1928 slesvigerens
rolle som brobyggeren mellem nord og syd, som ville sætte frit kappestræb
i stedet for had, og fremme fred og folkeforsoning. Dette ville efter
Ernst Christiansens mening styrke danskheden i grænselandet. Denne
front og bro-tankegang fandt omkring 1930 en mere fast form. Front-delen
indebar en hævdelse af dansk kulturs berettigelse og odelsret i Slesvig og
et forsvar for grænsen og mindretallets rettigheder. Bro-delen stod for en
imødekommelse og åbenhed over for Tyskland og tysk kultur – det vil i
praksis sige den højtstående tyske åndskultur og ikke det militaristiske
preusseri, som tvært imod afvistes skarpt.
Front og bro-løsenet placerede Sønderjylland i en helt central position
som formidler mellem Norden og Europa: Tysklands (og verdens) kulturelle
og politiske påvirkning skulle først en tur igennem Sønderjylland,
hvor den takket være Sønderjyllands faste danskhed blev omformet og
fik et dansk-nordisk præg. Heri bestod Sønderjyllands helt særlige opgave
som front og bro. De tanker, som Norden optog og prægede i nordisk retning,
blev derved forædlet og fuldkommengjort, hvorefter de fra Norden – i
ny og forbedret skikkelse – havde bud til hele verden. Der er her et tydeligt
slægtsskab med N.F.S. Grundtvigs forestillingsverden.
Der lå i bro-delen af front og bro-tanken en sand interesse for og kærlighed
til tysk kultur, et oprigtigt ønske om at formidle den videre til
Norden og en ægte vilje til venskab med Tyskland. Dette behøvede ikke
at stride imod Ernst Christiansens bestræbelser for at genvinde Sydslesvig.
Også tyskerne ville en skønne dag komme til at indse, at sydslesvigerne
inderst inde var danske og Sydslesvig i grunden urdansk land. En
afståelse af Sydslesvig til Danmark ville føre til afspænding og forstærke
venskabet, idet det gjorde en gammel uret god igen. Det er indlysende,
at denne særlige logik måtte så tvivl om bro-tankens oprigtighed både i
Danmark og hos grænsetyskerne.
Ernst Christiansen gentog stædigt over for danske kritikere, at fronten
kun var den ene side, og at fronten var værdiløs eller skadelig uden en
samtidig brobygning. Han gjorde det ikke kun offentligt, i ledende artikler
i Flensborg Avis, men også privat over for politiske og nationale meningsfæller,
hvem han ingen grund havde til at forsøge at føre bag lyset. Ernst
Christiansen gjorde en dyd af nødvendigheden: Uden udlændighed-
975