hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Hvem deltagerne eller deltageren herfra var, har ikke kunnet opklares,
men mon dog ikke Ernst Schrøder er et godt bud.
Karl Frielitz var en mand, der ifølge kammerherre Herluf Zahle yndede
“at mene sig særlig apprecieret [værdsat] af den danske presse, ‘fordi’
(!) han er født i Aabenraa”. 36 Han tilhørte altså med andre ord ligesom
Ernst Schrøder det tyske mindretal. Karl Frielitz, der havde været ansat
ved gesandtskabet siden 1934, var tilknyttet Propagandaministeriet. Han
havde afløst den traditionelle, udenrigsministerielle presseattaché, Pressebeirat
Dietrich. 37 Frielitz var alter Kämpfer og bærer af det gyldne partiemblem
38 – som blev overrakt af føreren personligt og kun til særligt
fortjente mænd.
Det er muligt, at Frielitz benyttede sig af et interregnum på det tyske
gesandtskab i København til at blæse til angreb, for netop i juli 1936 blev
den hidtidige gesandt, Herbert von richthofen, erstattet af Cecil von
renthe-Fink. Auswärtiges Amt og ikke mindst dets gesandt i København
havde hidtil modarbejdet ensretningsplaner imod Flensborg Avis, men
Frielitz har muligvis set sit snit til at præsentere den nye gesandt for et
fait accompli. Frielitz deltog i hvert fald i forhandlingerne med megen iver,
og lederen af forhandlingerne, regeringsråd i Propagandaministeriet Wilfried
bade, “fandt lejlighed til at fremsætte stærkt grænserevisionistiske
udtalelser, medens hr. Frielitz sekunderede med oplysninger om forskellige
danske journalister, hvis fortsatte virksomhed efter hans mening ville
føre til, at Danmark mistede hele nordslesvig!” 39
Udtalelsen, om at rigsdansk presses negative omtale af tyskland ville
få dramatiske konsekvenser for landets grænser, var meget typisk for
den nazistiske tankegang og for den tyske pressepolitik i forhold til de
omkringliggende småstater. 40 Det var ikke for ingenting, at otto von bismarcks
tidligere anførte bemærkning om de knuste ruder hørte til blandt
Propagandaministeriets yndlingscitater. Frielitz var i øvrigt på samme tid
i færd med at gennemstøve danske skolebøger for stof, som man fra tysk
side “ikke ville finde sig i”. 41 Der var altså lagt op til en tysk aktion imod
Danmark.
Det ville være nærliggende at tro, at det var den danske presses dækning
af indmarchen i rhin-landet få uger tidligere, der var årsagen til
Frielitz’ vrede, men dækningen havde efter indstilling fra Udenrigsministeriet
faktisk været særdeles tilbageholdende og havde ikke afstedkommet
én eneste tysk klage. 42 Anledningen skal derfor efter alt at dømme
findes i grænselandet selv: Flensborg Avis havde nemlig i løbet af foråret
1936 fået et par advarsler.
Flensborg Avis havde den 26. februar 1936 påtalt en hændelse i tønning:
Et medlem af Den slesvigske Forening var blevet nægtet arbejde ved bygningen
af en flyveplads. Da han henvendte sig til det kontor, der havde
arbejdet under sig, fik han den besked, at kontoret måtte sysselsætte
hvem det ville, “også marxister, blot ikke danske”, hed det i Flensborg
Avis.
526