hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

slet ikke at være gået op for ham.
Ernst Christiansen modstillede i sit forsvar den gamle grænsetyskhed fra
tiden før 1914 mod Hitlers nye tyskhed, der ville noget andet; og han modstillede
slesvig-holstenerne mod centralmyndighederne i berlin: Forstandige
mennesker i begge folkelige lejre måtte indse, hvor kortsynet den slesvigholstenske
politik var; hvis meningen var at “udså mest mulig mistillid
til den linje, som er tilkendegivet af det nye tysklands ledelse”, og hvis
“meningen var at skærpe forholdet mellem de to nationaliteter i grænselandet
så meget som muligt”, så var slesvig-holstenernes fremfærd den
rette. Men det ville efter Ernst Christiansens mening hverken tjene den
ene eller den anden parts tarv, for “opgaven, problemet, er i virkeligheden
det samme for dem begge, at sikre sin egen folkelige vækst, sin
egen selvhævdelse, og at vise modparten den agtelse, man kræver for sig
selv”. Eller sagt med andre ord: At virke som front og bro. “Har det stor
betydning for Danmark at udskille skadelig spænding af forholdet til det
mægtige naboland, så har det ikke ringere betydning for tyskland at skabe
et tillidens og tryghedens eksempel ved den grænse, hvor det lettest er
muligt, og derigennem at bane vej for et ulasteligt forhold til de nordiske
folk og lande. Der kan gøres meget for mellemfolkelig afspænding, netop
i vort grænseland, ved vor grænsefjord, som tyske orlogsmænd stævner
ind ad og ved hvilken det danske kronprinsepar nu har taget bolig, Danmarks
tronfølger, norges konges brodersøn, gift med den svenske tronfølgers
datter. Der vil viden om blive lagt mærke til, hvad der sker ved
grænsefjorden, i grænsebyen, i grænselandet. Her er brug for takt og varsomhed
fra begge sider, og her er først og fremmest brug for fuld redelighed”.
Flensborg Avis fulgte sin “inderste overbevisning”, når det uden hensyn
til danske eller tyske angreb klart værgede dansk folkearv på dansk
folkegrund og lige så klart arbejdede på et godt og tilforladeligt naboforhold
mellem de to nationaliteter og de to folk, “men vi lader os hverken
tvinge eller true, og enhver krænkelse agter vi at tilbagevise med den fornødne
kraft”, sluttede Ernst Christiansen.
Det var lige akkurat dette sidste, han havde gjort i tilfældet Alnor. og
dén slags havde udmærket kunnet lade sig gøre i den demokratiske Weimar-republik.
Men i det ensrettede Hitler-tyskland så tingene anderledes
ud. Ernst Christiansen synes ikke selv helt at have forstået, hvad det var,
der foregik. Allerede da han i april 1936 tog Alnors bog under behandling
første gang, noterede han i sin dagbog, at bevisførelsen måtte være absolut
skudsikker, hvis man ville undgå en pressesag, som man kendte dem
fra “gamle dage” før 1914. 49 At mulighederne for en polemik af den klassiske
slags måske ikke længere var til stede, synes slet ikke at være gået
op for ham.
over for Kronika gav han den 22. august 1936 udtryk for en vis
fortrøstning:“Jeg har summet mig lidt på det og kan ikke sige stort andet
end: Abwarten und Tee trinken! vi lever jo i en stadig krig og må regne
med, at man fra grænsetysk side søger at sværte os efter bedste evne under
hånden og offentligt. Kan det til tider se noget mistrøstigt ud, så har
535