hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

havde lejlighed til at tale med Viggo Lausten: “Vi håber at få ham tilbage
i løbet af 6-7 dage, indtil da skal vi nok klare os på kontoret”, skrev hun
beroligende. 33 Hverken hun eller Lausten selv forventede, at anholdelsen
skulle ende med mandens død.
“Ja, hvordan er det gået til?”, besvarede L.K. Lausten den 24. juli 1940
et brev fra Jacob Kronika,
“Vi ved intet! Om der nogensinde kommer klarhed, er vel tvivlsomt. Vi har ikke
kunnet komme til Tønder og har ikke talt med hans kone, der imidlertid efter brevene
er en meget tapper kvinde. Han har fået en for en ung mand aldeles enestående
smuk begravelse (hundreder af mennesker med overførelse fra banegården i
Tønder og ca. 500 ved selve jordfæstelsen). Mange smukke taler holdtes. Spejdere
og journalister skiftedes til at bære. Spejderne spillede og holdt vagt med Dannebrog,
hvilket flag – hans kære flag – vajede på halv stang i byen som på hel på de
store nationale dage. Men, kære Kronika, savnet er stærkt. Dog er minderne lyse
og stolte. Han var en god søn. Og en til det yderste trofast dansk flensborger, ja, tro
i al sin færd”. 34
Men hvordan gik det til?
Viggo Lausten-affæren begyndte af anholdelsen af den 67-årige danske
statsborger, forsikringsagent Jens Andersen Dons, Mjolden ved Skærbæk
i det vestlige Nordslesvig. Kort efter besættelsen af Danmark anholdt den
tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, adskillige personer i Nordslesvig
og Esbjerg for spionage mod Tyskland, heriblandt den 12. april
1940 Jens Andersen Dons. 35
Dons var i 1925 kommet i kontakt med den franske efterretningstjeneste
og nogle år senere tillige med den britiske Secret Service. At briterne
– SIS eller som det også hed: MI6 – havde spioner i Nordslesvig, er der
ingen grund til at betvivle. Fra 1927 leverede Dons oplysninger af svingende
karakter til briterne, men da disse i 1933 forlangte flere og bedre
oplysninger, tog Dons initiativ dels til et fupnummer med opdigtede
agenter med lige så opdigtede oplysninger, og dels til en mere systematisk
udspørgen af folk, der havde rejst i Tyskland eller kom sydfra, uden
at skele til, om disse kunne bringes i personlig fare ved hans udfritten –
eller om de eventuelt som overbeviste nazister kunne bringe hans egen
person i fare. Herved kom han i den militære tyske efterretningstjeneste
Abwehrs søgelys, og de satte ham under lejlighedsvis overvågning.
Dons var i 1930’erne heller ikke ukendt på de nordslesvigske bladredaktioner,
hvor han imidlertid blev anset for at være småskør. Han var
ifølge Hejmdals redaktør, C.J. Bech “en mand med en lusket optræden,
som man altid tog et vist forbehold over for”. Der har efter alt at dømme
været en vis grad af “skæg-og-blå-briller” i Dons’ optræden, og det indtryk
han efterlod, var mentalt uligevægtigt. Blandt de redaktioner Dons
besøgte, var også Vestslesvigs Tidendes, hvor han blev modtaget “høfligt
og pænt”, som man skyldte det over for en af bladets gæster. Udtalelser
over for venner i 1930’erne tyder dog på, at heller ikke Lausten satte videre
pris på Dons’ besøg. 36
Midt i 1930’erne begyndte der at opstå spionrygter på Dons’ hjemegn,
842