hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

1938:
“I et lille, lykkeligt land som Danmark er det sværest at komme ud af sin tryghed.
Under disse omgivelser bliver alvoren derude ligefrem kun til nogle overskrifter
i aviserne, der nu engang er blevet et krydderi til maden. (...) Og dog er det således,
at når der ikke tages ved lære i en sådan tid, når ikke engang den tvinger til
dåd, så byder fremtiden indtil videre kun på vinter. Den trøst, der bliver tilbage,
er besk nok. Vi har set en stat udslettes på nogle få timer, og efter få dages forløb
er det, som om den ikke har været til. Rigtignok vil det samme aldrig kunne
gælde et selvstændigt folk [østrigerne var folkeligt set tyskere, forf.], om end vi er
nogle danske, der er overbevist om, at intet folk kan gøre regning på sit held til
bestandig at slippe uden om det værste – tvært imod må i det lange løb ethvert
folk betale, hvad det skylder, og få udbetalt, hvad det fortjener –, så viser vort
folks historie, at det har kunnet tage ved lære i modgangens skole og at det rummer
en uudtømmelig beholdning af ubrugt kraft i sit sind”.
Østrigs Anschluss var nu en fuldbyrdet kendsgerning, og de øvrige europæiske
magter havde efter Ernst Christiansens mening, som den kom til
udtryk den 13. marts 1938, i dette spørgsmål handlet yderst kortsynet.
Selv havde Flensborg Avis for år tilbage erklæret, at det ikke i længden ville
være muligt at holde tyskerne i Østrig og i Tyskland skilt fra hinanden,
“netop fordi det rummede en folkelig uretfærdighed i sig selv”. Men det
fornuftigste havde været at få sagen ordnet, før det kom til en så stor international
spænding, som det var sket nu. Men både stater og menne sker
udskød gang efter gang nødvendige skridt i håb om, at de skulle vise sig
overflødige – men det var de ikke: “I virkeligheden er vi alle alt for meget
lys-seere. Selv de af os, som opregner sig selv den ene alvorlige omstændighed
efter den anden, står endnu midt i de hidtilværende hverdage og
tror knap rigtig på, hvad de selv regner ud”.
I grænselandet kunne man allerede høre tyske røster om, at nu kom turen
snart til Nordslesvig. Den grænsetyske iver var måske forståelig, noterede
Ernst Christiansen sig i en leder på afstemningsdagen for 2. zone
den 14. marts 1938. Men den var nu næppe gennemtænkt. I Hitlers brev
til Mussolini i anledning af Anschluss havde han jo netop understreget, at
Tysklands grænse mod Frankrig lå fast ved Rhinen og grænsen til Italien
ved Brenner:
“Det vil sige, at der slås en streg over enhver tanke om at få Elsass-Lothringen
igen, og der slås en streg over det tyske Sydtyrol, der fra Brenner når ned langt
sønden for Bozen og Meran. Her findes en tysk folkegruppe, som er lige så stor
som Nordslesvigs hele befolkning, og som har vilkår, som ikke kan sammenlignes
med den nordslesvigske tyskheds. En flytning af Danmarks grænser imod
nord er kun mulig ved ligefrem at øve vold, vold imod 85 procent af befolkningen
i Nordslesvig. Vold imod det danske folks og hele Nordens retsfølelse. Det
ville være tåbeligt at tillægge den tyske Fører, som i de nævnte forhold viser en så
klog begrænsning, en sådan uklogskab”.
De slesvig-holstenske og hjemmetyske fordringer stod følgelig fortsat i
skrigende kontrast til Førerens ord og udtalte vilje; og atter blev Førerordet
fra 17. maj 1933 om den “grænseløse kærlighed og troskab til eget
folkeliv” trukket frem:
748