hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

komme det udbredte fænomen med overdrevne tal til livs. Det formodedes
nemlig, at dette ville styrke de mindre, rent nationalsocialistiske aviser
i forhold til de store, gamle borgerlige blade, der endnu eksisterede
i 1935. I Danmark var der i øvrigt på privat initiativ allerede i 1930 blevet
indført oplagskontrol, så annoncørerne lettere kunne sammenligne
bladenes oplag og dermed vurdere, hvilke blade, det bedst betalte sig at
annoncere i. Dette var “ærlig reklame”, hed det. USA havde været først
med oplagskontrol, Danmark var nummer to 63 – og i 1934 kom altså Hitler-Tyskland
med. Så vidt vides var sidstnævnte land dog det eneste, der
ligefrem pålagde aviserne at opføre netto-oplaget i kolofonen! Det betød
nemlig, at kunder til de meget profitable små rubrikannoncer, der ikke
drømte om at rekvirere oplagstal fra oplagskontrollen, også umiddelbart
kunne se avisens oplagstal. Det ville for Flensborg Avis’ vedkommende
sige: De i hovedsagen nordslesvigske annoncører ville hver dag kunne se
Flensborg Avis’ oplagstal i kolofonen, hvorimod de for de øvrige nordslesvigske
avisers vedkommende måtte nøjes med de mere eller mindre nøjagtige
angivelser i bladenes egenannoncer, med mindre de da ville kontakte
oplagskontrollen. Det var konkurrencemæssigt en stor ulempe.
Oplagskontrol var altså en tendens i tiden, og måske derfor spillede
dette punkt en helt underordnet rolle i den dispensationsansøgning, som
Flensborg Avis sendte til Werberat. Det var straks værre med de øvrige
punkter. Ernst Christiansen pålagde Kronika at tage affære overfor sine
kontakter, og med hjælp fra dr. Karl Bömer, presseafdelingen i Aussenpolitisches
Amt der NSDAP, fik Flensborg Avis, under henvisning til en kommende
ansøgning om en generel dispensation, foranlediget en foreløbig
dispensation.
I sin dispensationsansøgning slog Ernst Christiansen på flere punkter:
At skulle forlænge den allerede temmelig store ansvarsrubrik med overflødige
gadenavne og husnumre var irriterende, men ikke så vigtigt, mente
han. Derimod ville forbudet mod flerspaltede annoncer i teksten forringe
avisens konkurrenceevne i ødelæggende grad i forhold til sine danske
kolleger. Det havde allerede i årevis været skik i dansk presse at anbringe
én- og flerspaltede annoncer på tekstsiderne så afvekslende som muligt;
det var simpelhen langt mere effektivt end at anbringe samtlige annoncer
på samme side, som man havde gjort i forrige århundrede. Det var ikke
nogen løsning, understregede Ernst Christiansen, at pålægge avisen at
udkomme i to udgaver, én til hver side af grænsen, for det ville p.g.a. de
øgede trykkeomkostninger være lige så ødelæggende for avisens konkurrenceevne.
Det ville desuden fjerne bladets præg af sydsles vigsk grænseblad,
i kraft af hvilket det skulle øve sin indflydelse. Reichsverbands tilsyneladende
temmeligt uskyldige påbud ville i det større perspektiv, som
Ernst Christiansen fremmanede, have store konsekvenser for det dansk-tyske
forhold, som Kronika, som det vil fremgå, villigt gav videre. 64
Problemet var, at Flensborg Avis ikke udtrykkeligt havde disse tilladelser.
Man havde kun en mere generelt udtrykt velvilje til at give avisen særlige
rettigheder, og der var tilsyneladende i de ansvarlige tyske instanser
en vis uvilje mod at nedfælde særrettighederne på skrift. Man foretrak
334