hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

stik, fastslog Tage Jessen, thi 90% havde stemt – og af dem 95% på de demokratiske
partier:
“Dette hidtil enestående fremmøde samt valgets karakter af en national tilkendegivelse
virkede så opløftende og gjorde den 23. marts 1943 til en mærkedag i vort
folks historie. (...) Det spørgsmål som forelagdes vælgerne, var da kort sagt dette:
Er I tilhængere af nationalt sammenhold og af frit folkestyre? Som svar herpå lød der
et til enstemmighed grænsende ja”.
De næsten 95% af de afgivne stemmer på de samarbejdende partier gav
dem ret til at tale og handle på nationens vegne, fandt Tage Jessen. Afslutningsvis
hed det: “Efter kun få dages forløb er valget den 23. marts
1943 med dets stilfærdige og frejdige nationale bekendelse gået over i historien,
hvor det vil bevare sin glans som mindedag”.
Tage Jessen fortsatte den 25. juni 1943 i lederen “Det danske folk og folkestyret”:
Rigsdagsvalget var en “sejr for det nationale sammenhold og desuden
for vilje til at hævde det dansk nordiske folkestyre”. Vælgerne vidste
udmærket, at det ikke gjaldt “godkendelse eller misbilligelse af denne eller
hin minister”, end ikke med samlingsregeringen som sådan, da den under
alle omstændigheder ville fortsætte. “Spørgsmålet var kun dette: Skal partiernes
nationale samarbejde fortsættes? Skal det nationale sammenhold
med kong Christian som midtpunkt bevares i så stort et omfang, som indre
og ydre omstændigheder måtte gøre det muligt?” Dette havde vælgerne
svaret ja til – men Tage Jessen tilføjede dog: “Hvad folkestyret angår, så
betød vælgernes klare dom ikke en kritikløs anerkendelse af parlamentarismen
– især ikke af partistrid. Indre brydninger har gavnet dansk fremskridtsvilje
i fortiden. Positiv, afdæmpet, saglig kritik mellem landsmænd
kan heller ikke undværes nu. Brydninger kan muligvis blive til gavn i en
fremtid, om hvilken vi intet ved”. Men martsvalget betød ikke en godkendelse
af et princip, “hvorefter 51 procent eller 66 2/3 procent skal regere
uden hensyn til et betydeligt mindretal, hvis krav på sin vis kan være lige
så berettigede som flertallets. Nej, valget betød, at folkets overvældende
flertal stilfærdigt, besindigt og med en styrke som aldrig før sagde: Vi vil
bevare grundloven og folkets ret. Vi vil bevare kongen og rigsdagen. Tage Jessen
sluttede: “Det danske folk har i den nye verdenskrigs fjerde år givet sin
konge, sin rigsdag og sit folkestyre en næsten enstemmig tilslutning. Denne
kendsgerning viser den støthed, der præger dansk indenrigspolitik”.
To måneder senere var samarbejdspolitikken brudt sammen.
Urolighederne i Danmark i august 1943, hvor et folkeligt oprør med strejker
tvang regeringen til tilbagetræden den 29. august 1943, blev der ikke
taget direkte stilling til i Flensborg Avis. Dog fandtes den 2. september 1943
en ganske overordentligt floromvunden ledende artikel om høststorme,
der pisker hen over marken og truer et helt års arbejde, og om hvordan
solen atter engang vil bryde frem, og kan hænde den sæd, der blev mest
udsat, til sin tid giver gode og trygge fold og-så-videre-i-den-dur. At der
sigtes direkte til begivenhederne i Danmark få dage før, er oplagt. Siden
945