hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

om et samlet Norden, fremhævede i sine mindeord, at redaktør Christiansen
tilføjede den tredje vinkel i trekanten Sønderjylland-Danmark, nemlig
den fælles-nordiske tanke. “Selv om redaktør Christiansen geografisk set
var længst borte fra de nordiske broderlande, så afholdt dette ham ikke
fra at give Flensborg Avis en endnu stærkere nordisk tone end mange danske
blade nordpå”. Ligesom A.D. Jørgensen fremhævede han den større
nordiske baggrund, og selv om Ernst Christiansen “hørte med til det ældre
slægtled, så var han med hensyn til den nordiske tanke ikke så konservativ
og tvivlende overfor denne idé som så mange af hans jævnaldrende.
Tværtimod, redaktør Christiansen har set, at den nordiske tanke
er fremtidens sag, og at den sønderjyske, den danske og den nordiske sag
hører sammen”. 113
Gunnar Haagensen skrev, at Ernst Christiansen “lærte mig at man ikke
skulle hade og foragte andre nationer; han lærte mig værdierne i min
egen, gav mig tro på mit folk og dets fremtid, hvoraf stærkere følelser
sprang frem. I hans artikler, der så ofte handlede om vind og vejr og om
naturen, lå der ligesom en fortrøstningsfuld glæde over noget kommende,
en lys og usvigelig tro på noget, der skulle følge efter, og man anede,
at de var skrevet med tanken hos en lille forknyt flok dernede, som en
maning til dem om ikke at tabe modet. For modløse og svage var der altid
trøst at hente i redaktør Ernst Christiansens artikler”. Haagensen beundrede
også, at Ernst Christiansen ikke var partirytter: “Han faldt aldrig
over en mand, fordi han tilhørte en anden politisk retning, han kunne
rose og fremhæve enhver og for enhver handling, når blot den var udsprunget
af et ægte dansk sind. Men som forpost tog han naturligvis til
orde mod enhver, der svigtede den danske linje”. 114
Generalsekretær for Den slesvigske Forening, Frederik Petersen kom ind
på Ernst Christiansens tilknappede natur og hans personlige fremtræden:
“Af mange, især måske af mange unge, var redaktør Christiansen
miskendt og ikke rigtig forstået. Mange kendte ham kun som avisens flittige
redaktør, hvis tid altid var travlt optaget og som man kun vanskeligt
kunne få i tale. For disse landsmænd var han den tavse, tilknappede redaktør,
der lukkede sig inde på sit kontor og ikke fandt vej ud i fællesskabet
med de mange”. Men Ernst Christiansen var, fremhævede Frederik
Petersen, tværtimod stærkt interesseret i alle dele af folkeligt arbejde
og på tomandshånd god passiar. “For andre var redaktør Christiansen
nærmest den drømmende natur-elsker, hvem man kunne møde på den
daglige spadseretur langt borte fra byen, i skoven, ved stranden, på stien
over markerne. Hans poetiske naturstemninger i de ledende artikler var
for disse mennesker så godt som ufordøjelige. Og dog var disse artikler
små mesterværker, der gav beåndet udtryk for en følsom digtersjæls rige
iagttagelser. Denne mand var ingen drømmer og ingen fantast!” Han besad
tværtimod en stor viden og havde et modtageligt sind. “Jeg ved, at i
mange unges øjne var redaktør Christiansen den ordknappe, den utilnærmelige,
den, som tilsyneladende ikke ønskede de letteste kår for Sydslesvigs
danske unge, og som nok skulle sørge for, at deres træ ikke groede
ind i himlen”. Alligevel var han en stor ven af ungdommen og få gjorde
875