hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

været bundet op på “hele den givne selvbevidsthed, som ledende danske
nordslesvigere lagde i deres nationale politik”, og efter 1920’ernes
midte “tvang den politiske udvikling i Danmark ham til at nedtone sine
udtryk og tilsætte indrømmelser, der kunne gøre mindretalspolitikken
acceptabel for en demokratisk opinion”. 6 Det var således ifølge noack i
tysklands kriseår 1920-1923/1924, da en mulig genforening af Sydslesvig
på trods af afstemningsnederlaget syntes inden for rækkevidde, at Ernst
Christiansen viste sit sande ansigt. Det er da også i hovedsagen artikler
og udtalelser fra denne periode, som noack lægger til grund for sin analyse
af “Ernst Christiansens nationale ideologi”. 7 “Den bitre krænkelse
over grænseafgørelsen“ fik ham nemlig ind i mellem til at “blotlægge
tanker, som ellers ville være forblevet skjult”, hedder det hos noack. 8
Men ved at analysere udtalelser og artikler fra netop den periode,
da bitterheden mod navnlig radikale og socialdemokrater over afstemningsnederlaget,
desperationen over mindretallets situation i Sydslesvig
– men samtidig også håbet om, at en ny situation kunne opstå ved tysklands
eventuelle sammenbrud – var stærkest, så bliver resultatet, at det
atypiske, det mest ekstreme fremstår som det normale. Ernst Christiansen
fremtræder i noacks portræt langt mere nationalistisk og politisk uforsonlig,
end han egentlig var – både før og efter den af noack undersøgte
periode. Ekstreme situationer fremelsker ekstreme holdninger. i betragtning
af det skred i retning af en Dannevirke- eller Ejdergrænse, som selv
ellers besindige folk i nordslesvig og Danmark tog i årene 1918-1920 – og
som de siden fraveg igen, forekommer noacks analyse denne forfatter at
være for hårdt trukket op. ved at analysere tidligere og senere artikler
og udtalelser fra Ernst Christiansen mere end nuanceres indtrykket, og
han fremstår på flere punkter betydeligt mere moderat. Der var faktisk
tale om en betydelig grad af kontinuitet i Ernst Christiansens nationale
ideologi fra tiden før 1914 til tiden efter 1925. Det ændrer ganske vist ikke
på, at Ernst Christiansen vedblivende anså afgørelsen i 1920 for forkert og
at hans endemål fortsat var en grænse ved Dannevirke. Men politisk-ideologisk
placerer det ham i en nordslesvigsk, Jens Jessensk tradition, snarere
end i den københavnsk-national-konservative tradition, hvor mange
af hans støtter fra afstemningskampen befandt sig og hvor han derfor
naturligt måtte søge støtte.
noack argumenterer endvidere for, at der i Ernst Christiansens nationale
forestillings verden var “klange af den samme tilbageskuende agrarromantik,
som lød kraftigt i disse års ‘deutsch-völkische’ propaganda i
Slesvig-Holsten, og som uden tvivl ideologisk var med til at berede vejen
for nazismen”, og at “Ernst Christiansen balancerede på kanten til en national
dæmoni, der spøgte stærkt i samtidens tyskland”. Selvom det ifølge
noack “er let at påvise et ideologisk slægtskab”, så finder han det
dog alligevel “ikke rimeligt at betegne ham som nazist. Hitler-bevægelsen
havde flere andre, nok så vigtige særtræk, som han ikke sympatiserede
med”. Men noack fremdrager dog udtrykkeligt et anti-semitisk læserbrev
fra april 1920, som Ernst Christiansen optog i Flensborg Avis og gav
nogen tilslutning, og han konkluderer, at det “på længere sigt var heldigt
20