hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gør ham”, samt hvad der “af andre grunde strider imod den almindelige
moral”. blev redaktøren kendt skyldig, kunne han enten advares, ikendes
en Ordnungsstrafe på en måneds løn eller simpelthen slettes af die Berufsliste,
hvorved hans fortsatte journalistiske virksomhed blev umuliggjort. 65
Herluf Zahle mente at vide, at initiativet til anklageskriftet var udgået
fra Kiel, og at det antages, “at hr. Ernst Schrøder ikke er ubekendt med
dets tilblivelse”. redaktør Willy Ehlers, som i kammerherre Zahles beskrivelse
“personligt har ord for at være et honnet og elskværdigt menneske”
ville dog, forinden videre blev foretaget, give Ernst Christiansen
lejlighed til at udtale sig om sagen. Men sagen kunne blive alvorlig nok,
“idet Kielerinitiativet uden tvivl tager sigte på chefredaktørens fjernelse
og erstatning med et lydigere redskab, hvilket den nordfra kommende
kritik mod bladet og dets ledelse måske dog turde betænke”. 66 også lauritz
larsen mente, at hensigten var tydelig: “Formålet er rimeligvis, gennem
en særlig pressedomstol, at få redaktør Christiansen stemplet som
en ‘vanartet’ [i.e. “entartet”, forf.] folkefælle og om muligt få ham udelukket
fra forbundet, hvorved hans virksomhed som journalist i tyskland
vil være umuliggjort”. Men der var ifølge larsen endnu et formål:
“naturligvis skal sagen, hvis den udvikler sig som af klageren og hans
Hintermänner ønsket, tillige benyttes til at skabe opmærksomhed om hr.
Alnors bog, som redaktør Ernst Schrøder straks selv ved store artikler i
den tyske presse både syd og nord for grænsen søgte at fremkalde (...),
men som dog ikke tilstrækkelig lykkedes”.
Under alle omstændigheder forelå der ved den angivne tyske aktion et
nyt og ingenlunde ufarligt fremstød mod det danske mindretal og dettes
eneste presseorgan. Ernst Christiansen havde overfor larsen erklæret, at
han agtede at besvare skrivelsen med en redegørelse, hvori han hævdede
sin ret til offentligt at forsvare sig imod beskyldninger, der blev fremsat
både imod hans person og imod den sag, han tjente. om fornødent ville
han selv påkalde presseforbundets beskyttelse mod sådanne beskyldninger
– fremsat offentligt, endda i et værk, der angives at være videnskabeligt.
67 Ernst Christiansen agtede med andre ord at gå til modangreb.
i sit syv sider lange gensvar til redaktør Ehlers den 11. november 1936
erklærede Ernst Christiansen, at han i Alnor-sagen ikke var angriberen,
men derimod den angrebne og svært krænkede part. Dette turde i øvrigt
også, anførte Ernst Christiansen, fremgå af de udførlige artikler, fra hvilke
de udsagn var taget, der nu blev anvendt i anklageskriftet imod ham:
i de pågældende artikler var ikke blot Dr. Alnors påstande citeret; deres
uholdbarhed var også dokumenteret. Dr. Alnor havde “utallige steder i
sin Handbuch beskæftiget sig med min person”, forklarede Ernst Christiansen,
“men i stedet for at forsøge at være sagligt retfærdig også over for
sin nationale modstander, er fremstillingen helt igennem tendentiøs og
søger at skyde mig de sletteste motiver og kampmetoder i skoene”. Som
eksempler anførte Ernst Christiansen bl.a. den ovenfor omtalte Ellundaffære,
krydret med en række af de værste Alnor’ske fornærmelser. Ernst
Christiansen havde, forklarede han, i 43 år været medarbejder ved Flensborg
Avis, heraf i 30 år chefredaktør; hans Sippe [slægt] var så langt den
542