hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

i det mindste ikke kunne bebrejdes os et misforhold mellem ord og dåd. Det kan
alligevel være svært at tie, når vi er dybest grebne”.
I dagene efter den 11. november 1938 blev der fra nazi-spidserne ikke lagt
fingre i mellem over for jøderne, “denne forbryderrace”, som blev pålagt
en enorm, kollektiv pengebod på én milliard rigsmark for mordet i Paris,
uagtet at de tyske jøder absolut intet havde haft med Grynzspan at gøre.
Tusindvis af jøder blev sat i kz-lejre, og der blev udstedt love og forordninger,
der havde til hensigt at “udskille jøderne fra Tysklands økonomiske
liv”. Dertil kom forbud mod adgang til teatre, biografer, koncerter og
kulturelle arrangementer i det hele taget. Målet var, hedder det, de tyske
jøders totale udvandring. 125
Flensborg Avis kunne dårligt bringe udenlandske avisers meddelelser
på anden måde end i form af Goebbels’ dementier. Det gjorde man så. På
ledende plads blev der tiet over for begivenhederne i Tyskland.
Det blev der ikke i Danmark. Mange steder tog man kraftigt afstand
fra jødeforfølgelserne. Det skete også lokalt i Sønderjylland – til tyskernes
stærke forargelse. Flensburger Nachrichten gik den 8. december 1938 i
en stort opsat artikel skarpt til angreb på provst Frode Beyer i Rinkenæs,
fordi han fra prædikestolen og i sit menighedsblad, der – som Flensburger
Nachrichten forarget gjorde opmærksom på – også blev rundsendt til
tysksindede hjem, havde udtalt sig om jødeforfølgelsen i Tyskland og opfordret
til forbøn for jøderne. Dette var ifølge Flensburger Nachrichten at
“prædike had” til Tyskland og intet mindre end “højdepunktet” af “jødevenlig
propaganda”.
Det blev dog Ernst Christiansen for meget. Han erklærede i den obligatoriske
venstre spalte på bagsiden af Flensborg Avis, der var reserveret
den slags opgør, at provst Beyer “uden tvivl hele tiden har opfordret til
forbøn for dem, der led ilde, hvad enten det var uforskyldt eller ikke”.
En opfordring til forbøn kunne efter Ernst Christiansens begreber umuligt
krænke nogen. “Den grænsetyske presse må affinde sig med den kendsgerning,
at det danske folk har sin egen opfattelse af jødespørgsmålet.
Der kan ikke forlanges mere af den danske offentlighed, end at den ikke
bliver uretfærdig til nogen side”.
Da der i Rinkenæs i det danske forsamlingshus Rinkenæshus den 1. februar
1939 blev holdt en diskussionsaften med temaet: Jødespørgsmålet i
religiøs belysning og med provst Beyer som oplægsholder, var Flensborg
Avis’ dækning fuldstændig utvetydig. Der var mødt et større antal “af
vore tysksindede landsmænd med dyrlæge J. Møller i spidsen”, hed det
i referatet. Jens Møller, siden 1938 den ubestridte “fører” for det hjemmetyske
naziparti NSDAP-N, havde straks taget ordet og udlagt teksten ud
fra en nationalsocialistisk opfattelse, og hans meningsfælle Asmus Nielsen
fra Gråsten “fortsatte i samme skure”, som det hedder med tydelig
afstandtagen i referatet, der fortsatte:
“Selv om jødespørgsmålet er et af de mest brændende spørgsmål i vore dage, må
det siges til forsamlingens ros, at diskussionen forløb i enhver henseende roligt
768