hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

for den gamle danske folkeånd. 169 Det var bragesnak af en art, der måtte
falde i god jord i netop Grundtvigshus. Dybest set afveg fremtidsvisionerne
ikke stærkt fra Grænseforeningens eller Ernst Christiansens – med
den afgørende forskel, at disse ikke formulerede dem så drastisk.
Ligaen D.D.D. blæste altså til offensiv i den Ejderdanske trompet, netop
som alle andre i Danmark havde stukket piben ind. Og som om det ikke
var slemt nok, blev en ny hvervekampagne søsat først i november 1937 under
anvendelse af den tidligere nævnte hvervepjece, der på lignende vis gik
særdeles offensivt til værks, og som allerede i april og maj 1936 havde vakt
betydelig opsigt og uro p.g.a. dens tale om en samlet dansk front, der gjorde
aggressive fremstød i Sydslesvig med skolerejsninger over hele landsdelen til
følge. Det var dog for intet at regne imod den storm, der nu rejste sig.
Selvom Slesvig-Ligaens pjece så at sige var genopvarmet fra halvandet
år tidligere, så var den ikke desto mindre gefundenes Fressen, og den kom
med en næsten overmenneskelig præcision på lige akkurat det forkerte
tidspunkt. Den bekræftede i ét og alt Ernst Schrøders ofte gentagne påstand
om, at en Ejderdansk offensiv var i gang.
Ernst Schrøder lod Nordschleswigsche Zeitung omtale sagen fyldigt den
20. november 1937 og fulgte sagen op de følgende dage: “Ernst Christiansen
... vil vel ikke kunne påstå, at han først gennem den foreliggende skrivelse
erfarer noget om den aggressive tendens, som præger det danske
kulturarbejde i Mellem- og Sydslesvig. Vi kender hans taktik fra afstemningstiden
og må antage, at han i snævert samarbejde med Slesvig-Ligaen
og de ‘talrige sønderjyske foreninger’, som i Sydslesvig er gået over til
‘aggressivt arbejde’, endnu i dag benytter sig af disse arbejdsmetoder,
som svarer til hans væsensart. Man spørger så kun sig selv, om han har
nogen ret til at føre det så ofte påkaldte løsen front og bro i marken over
for Tyskland”. Flensborg Avis deltog jo åbenbart ligesom Slesvig-Ligaen,
Grænseforeningen, Sprogforeningen og Skoleforeningen i “danskhedens aggressive
fremstød i Mellem- og Sydslesvig”. Men gjorde mindretallet dette,
så måtte det også bruge ærlige paroler. “Det er ikke klogt at besvære
sig over tysk irredenta, når man driver dansk irredenta. Men allermindst
er en sådan taktik skikket til at fremme freden og tilliden mellem folkene
eller endog at tjene tanken front og bro”.
Med Slesvig-Ligaens pjece i hånden kunne Ernst Schrøder tilsyneladende
dokumentere, at Ernst Christiansens grænsepolitiske arbejde både i
fortiden og nutiden var blevet karakteriseret helt i overenstemmelse med
fakta i Schleswig und Versailles – at den Alnor’ske tryksag altså rent faktisk
indeholdt den krystalklare sandhed.
Også Flensburger Nachrichten skrev, efter alt at dømme ved Ernst Schrøder
selv, den 22. november 1937 om: Åbne indrømmelser. Målet for det danske
arbejde syd for grænsen:
“Så mange åbne indrømmelser, så mange blikke bag kulisserne i det danske arbejde
og dets mål har vi sjældent fået. En mere glimrende bekræftelse af alle de
tyske iagttagelser og konstateringer kunne ingen vente. Og da man for mange
måneder siden pegede på denne sammenhæng, som nu næsten bekræftes ordret,
skrev Flensborg Avis, at alt dette var fantasterier. Og der fandtes desværre også
665