hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ikke var rede til at give andre, så var der ifølge Ernst Christiansen hermed
umisforståeligt fastlagt “en klar linje mellem det tyske og det danske
folk”.
Hvis slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne ville handle i Hitlers ånd,
“så må det billedligt talt kunne siges: Ned med våbnene! Hvem der vil
regne sig til det nye Tyskland, som har den dybeste forståelse for andre
folkeslags livsret, kan ikke møde det danske folks selvfølgelige hævdelse
af sin livsret og livspligt og dets fremstrakte hånd med udæskninger. Her
er et af de tilfælde, hvor den forsikring, som det nye Tysklands Fører i hele
verdens påhør har givet Tysklands nabofolk allerførst må stå sin prøve”.
I en skæbnesvanger tid afhang meget af, “om Tyskland hos de andre folkeslag
kan skabe tillid til sit ord, til det ord, som det nye Tysklands Fører
højtideligt har givet på dets vegne. Grænsetyske udæskninger imod det
danske folk skaber eller fæstner ikke nogen tillid, men kan kun undergrave
en groende tillid, de kan kun undergrave den ikke alene hos det
danske folk, men også hos de nordiske brødrefolk, hos det engelske folk
og hos andre folkeslag”.
Slesvig-holstenernes grænserumlerier havde altså ifølge Ernst Christiansen
vidtrækkende udenrigspolitiske konsekvenser for tilliden til Tyskland,
ikke alene i Danmark. “Den tyske bevægelses Fører, det nye Tysklands
Fører har talt, og på det tyske folks vegne har den tyske rigsdag enstemmigt
godkendt hans udtalelser. Hvem der vedkender sig hans førerskab,
har den pligt at sørge for, at hans ord kommer til at stå til troende. Der
er i få måneder ødelagt ikke så lidt af, hvad der i en årrække var gjort af
brobygningsarbejde. Vi får se, om dette arbejde nu genoptages i den ånd,
som rigskansler Hitler tydeligt har tilkendegivet”. 112
De følgende dage og uger fremhævede Flensborg Avis gang på gang
uoverensstemmelsen mellem Berlin og Slesvig-Holsten og gik i rette med
grænsetyske forsøg på at forklare, at Hitlertalen ikke nødvendigvis betød
et tysk afkald på Nordslesvig. Med Hitlers tale havde Ernst Christiansen
fået et arsenal af citater, han kunne slå sine grænsetyske modstandere i
hovedet med. Det gjorde han hyppigt i den følgende tid – og disse havde
intet forsvar at stille op heroverfor.
Eftersom man ikke kunne argumentere imod Fører-ordene, gik man
fra grænsetysk side i stedet over til at slå formentlig danske “udæskninger”
og uretfærdigheder over for det tyske mindretal stort op i pressen.
Og hvis man ikke kunne finde nogen aktuelle uretfærdigheder, så greb
man tilbage til historien – både tiden med sprogreskripterne mellem de
sles vigske krige 1850-1864, den formentlige “voldførelse” ved Versaillesgrænsen
af 1920 og Danmarks senere “udsugning” af landsdelen og forsøg
på “opsugning” af det tyske mindretal blev flittigt omtalt. Fra grænsetysk
side ville man ikke anerkende, at Danmark havde nogen som helst
ret til Nordslesvig, og navnlig Flensburger Nachrichten og Nordschleswigsche
Zeitung blev atter og atter af Ernst Christiansen belært om, hvad virkelig
nationalsocialisme var. 113
Som en høg vogtede Flensborg Avis over de meddelelser om Danmark
og navnlig Nordslesvig, der fandt vej til tysk presse. Når det blev påstået,
241