hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lig løsning” end nu, for til den tid ville nemlig “virkningen i den danske
bevidsthed af den tyske revolution og det dermed forbundne fremstød”
have fortaget sig. Og til den tid havde man desuden nok vænnet sig til, at
bladkonkurrencen nordfra i enhver henseende var ført ud til den yderste
grænse.
Redaktør Thomsen fra Vestkysten havde allerede overfor lokalredaktør
Viggo Lausten i Tønder bebudet en “overraskelse” fra Vestkystens side til
april 1934, som “skulle bringe hele bladverdenen til at forbavses”. Den
forbavselse ville næppe være til Flensborg Avis’ fordel. Og Hejmdal kunne
nu udkomme med 10, 12 og 16 sider hver dag, hvor Flensborg Avis måtte
nøjes med 8. “Vi må bestandig trænge det almene stof til side og kan
alligevel ikke engang få egnsstoffet med fra Nordslesvig i det fornødne
omfang”. Om nogle år ville Flensborg Avis antagelig være trængt så langt
tilbage, at man ikke havde noget valg. Og “alt imens står vi i en forknyttende
stilling, hvor knap de nødvendigste reparationer kan afholdes, og
der ikke er råd til nogen virkelig fornyelse”.
Ernst Christiansen selv var ikke i tvivl: “Jo mere jeg tænker på sagen,
des klarere synes det mig at være, at opgaven nu er, som jeg også har
bestræbt mig på at tage den i alle mine henvendelser: At sætte det videst
gående alternativ frem som det eneste, der er bund og fremtid i”. Der ville ikke
være noget vundet ved, men tvært imod blive gjort fortræd, hvis den
flensborgske delegation tog til København “uden enigt at forstærke de
hidtilværende henvendelser”. 41 Dermed var der gjort klar til at kappe
broerne til vesteregnen. Argumentationen viser også med al ønskelig tydelighed,
at Ernst Christiansen ikke betragtede Flensborg Avis som en forretning.
Dens formål var højt hævet over det forretningsmæssige.
Med meget kort varsel tog Ernst Christiansen lørdag den 24. marts
1934 til København til en ny forhandling om avisens fremtid. Han tog afsted
med forventninger om, at hans bladplaner nu endelig lod sig realisere.
Men mødet blev “en anden, dårligere udgave af den 30. januar”, skrev
Ernst Christiansen til Christmas Møller den 26. marts 1934. Alle Ernst
Christiansens højtflyvende planer om at gøre Flensborg Avis til et dansk
samlingsmærke blev skudt grundigt i sænk af J.P. Nielsen. 42
Til stede ved mødet den 24. marts 1934 var statsminister Stauning,
Niels Neergaard, professor Edv. Ehlers, kontorchef Louw, Hans Jefsen
Christensen, Viggo Florander samt rektor H.P. Hansen og general Birke
fra Grænseforeningen. Også J.P. Nielsen skulle have været med, men var
bortrejst. Hans Jefsen Christensen lod dog deltagerne forstå, at J.P. Nielsen
var vred over, at lotteribeløbet skulle bestyres af rigsdagsudvalget for
de kulturelle grænsebevillinger, og at han havde været hos Stauning for
dér at give sin uvilje luft. Og det var åbenbart ikke kun den økonomiske
bistand til avisen, J.P. Nielsen havde udtalt sig om. Af Staunings udtalelser
på mødet fremgik det, at J.P. Nielsen, der dog ikke nævntes ved
navn, havde udtalt sig meget uvilligt om Flensborg Avis og bl.a. kaldt den
“nazistisk”. 43
Statsministeren syntes nu nærmest tilbøjelig til kun at lade avisen tilgå
halvdelen af de afsatte lotterimidler, altså ca. 40.000 kroner, og det forslog
384